Min ti-årige søn er sådan en lidt gammelklog fyr med et meget veludviklet sprog. I dag havde vi f.eks. følgende samtale:

Eliot: Mor hvad betyder ”how to get pregnant”?

Mig: Det betyder ”Sådan bliver man gravid"

Eliot: Der er nogen her på nettet, der spørger, om man kan øve sig på at blive det. Kan man det?

Mig: Ja, man kan knalde helt vildt meget.

(kort pause)

Eliot: Jeg synes, den her samtale er ved at tage en drejning, jeg ikke bryder mig om.

Jeg ved det jo godt, men jeg har valgt at svare ham meget direkte. Jeg er selv i tvivl om, hvordan jeg ellers skal forberede ham på den virkelighed, der findes. Jeg voksede op i AIDS-firserne, hvor man lærte, at det at dyrke sex var noget, man kunne dø af. Sådan er det jo ikke mere. Slet ikke. Hold da op. Jeg er blevet vældig underholdt og informeret af mine mange single-venner. Og nu er det ikke, fordi jeg er snerpet eller forarget, men jeg vil da godt indrømme, at jeg er en anelse overrasket over det marked.

Vi taler jo ikke om mange forhold på en måned. Nej nej, vi taler om mange forhold på en uge, ja somme tider på en aften. Her skal forhold ikke opfattes som hyggesnak og kys men som fuldbyrdet samleje. Man mødes f.eks. via en app som Tinder, som man har på mobiltelefonen. En række profiler matches med ens egen profil, og så søger man i det geografiske nærområde. Hvis der er en profil man liker, og profilen liker en tilbage, så er der match, og så kan man via Tinder begynde at tale sammen. Eller faktisk…der tales ikke specielt meget. Det kapitel springer de, dem jeg kender, let henover. Skulle man have lyst at være endnu mere direkte er der jo altid bolledating.dk – for liderlige danskere, som der står på sitet.

De brugere, jeg kender, er voksne mennesker – pæne og ordentlige, godt begavede og…nåh ja…liderlige. Og så er det jo rart, at dette er muligt. Der bliver ikke sparet på…skal vi kalde dem de våde varer (og her tænker jeg ikke på alkohol). Faktisk har jeg hørt utroligt meget om analsex og sprøjteorgasmer på det seneste. Og jeg er sgu ikke sart, men det går livligt for sig derude, kan jeg fortælle.

Så sker det, som jeg godt lige vil dvæle ved uden at være dømmende eller fordømmende: To af mine meget nære venner er løbet træt i al den sex. Altså selve akten er jo skøn, og det er meget nemt at blive afhængig af lige at kunne sms’e efter hende fra sidst (hende med numsen - man kan faktisk ikke helt huske, hvad hun hedder), men…når nu man bagefter ligger og damper af, så er det sådan lidt tomt. Hun må godt skride hurtigt igen, for det er ikke hende, man gad vågne med eller indlede et forhold til (hun har det sikkert lige sådan).

Den man gerne vil indlede et forhold til er nemlig det menneske, der aflæser, at man netop den aften havde mere behov for at blive nusset i nakken og lyttet til, hvilket ikke behøver udelukke sex, men det kræver jo en anden form for tilstedeværelse.

Jeg har ingen løftede pegefingre eller øjenbryn her, for folk må gøre præcis, som de vil. Jeg tænker måske nok, at luderne må have sløje tider pt, men en lille flig af mig spekulerer også på, om al denne brug-og-smid-væk i sidste ende har en konsekvens for disse masse-forbrugere. Herunder mine egne søde venner. Det må tiden vise.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.