Den danske flygtningelovgivning trækker tråde til nazismen? Det fyger med beskyldninger i kølvandet på den satiriske tegning af Lars Løkke Rasmussen i naziuniform. Fløjene i debatten gør brug af svære overdrivelser og strammer tonen – desværre med det resultat at vi over tid svækker vores sprog. For hvis nogen er »verdens største idiot«, hvad skal vi så sige, når der dukker en op, som er endnu mere idiotisk?
Faste læsere af denne klumme vil vide, at mit hjerte banker for det danske sprog i alle dets facetter og finurligheder. Jeg bliver henført, når nogen mestrer sproget og giver det farve. Og jeg bliver henrykt, hvis nogen retter på mig, fordi jeg således føler, jeg lærer noget nyt – bliver klogere.
Ordbøger som »dansk-dansk«, »fremmedord« og »etymologi« bruges på ugentlig basis hjemme hos mig. Et ords historiske oprindelse er for mig mindst lige så spændende læsning som en god bog. f.eks. kan det virke mærkeligt, at en smoking (som er et engelsk ord) hedder noget andet på netop engelsk . Men ordet opstod i det danske sprog i en tid, hvor man efter middagen gik ind i herreværelset for at ryge, og skiftede til en kortere jakke for at skåne kjolejakken.
Jeg vægter ordets historiske korrekthed tungere end den politiske korrekthed. Når vi bliver politisk korrekte, så sovser vi pludselig ordene ind i følelsesmæssige og subjektive værdier. Det er denne emotionelle tilgang til ordene, der i min optik gør dialog kropumulig. For det betyder, at hvis to mennesker ikke deler samme følelser omkring et ord og dets brug, så taler de ikke samme sprog.
Nu orker vi ikke »neger-debatten« en gang til. Men man kunne f.eks. spørge, om jeg objektivt set er arisk. Ja, vil nogle mene, eftersom jeg har lyst hår og blå øjne. Men det argument holder ikke, fordi det hviler på en nazistisk myte, og den vil jeg nødigt inddrages i. Længe før nazisternes dukkede op, fandtes til gengæld en langt ældre teori om, at lyse europæere stammer fra arierne, det indoiranske folk fra det gamle Persien. Meget forsimplet fortalt var dette folk lysere i huden og bevægede sig over flere tusinde år op til det europæiske kontinent. Holder den teori er jeg objektivt set arisk (jf. ordets historie). Også selvom det i dag har en trist klang af nazisme (= følelse der knytter sig til ordet).
Jeg elsker satire og satirens væsen. Den kan være ond, og det må den også godt være. Billedet af Lars Løkke i naziuniform er stærkt billedsprog. Men vi må acceptere den sarkastiske overdrivelse, for sådan er satirens væsen. I alvorligere sammenhænge gør man også brug af billedsprog og metaforer. Men vil man opnå forståelse hos modtageren uden brug af satire, skal man være sikker på at tale et sprog, der ikke forvirrer.
Opponenter stiler efter at finde et symbol, der har til formål at udstille modparten, og de underbygger gerne deres argumentation med en pose følelsesbetonede ord. Det er jo et effektivt redskab, hvis man vil vække jubel hos dem, der i forvejen er heppekor. Men vil man flytte holdningen hos de mennesker, der opponeres imod, så har man ingenting opnået. Ja, man har vel nærmest tabt.
Det problem kan man snige sig udenom ved at putte et »Jeg synes…« ind foran. For vi er alle i vores gode ret til at synes hvad som helst om hvem som helst. Men det kræver i så fald et stort mod at stå ved sin holdning. Og man skal vide, at en følelsesudladning mod andre nemt kommer til at give bagslag for en selv. Spørg bare Mogens Lykketoft!
