At stå på den danske ambassade et sted flere tusind kilometer fra Danmark og mangle pas eller flybilletter, fordi de er blevet stjålet, kan være ekstremt stressende.

Stressen kan dog tiltage, når du ser, hvad du skal betale for at få lavet et nyt. Det koster nemlig 960 kroner at få lavet et nødpas, når man møder op på ambassade eller konsulat i åbningstiden.

Det er dog ikke det værste, der kan ske, og ifølge Gouda Rejseforsikring dækker de fleste rejseforsikringer også erstatning af rejsedokumenter, der bliver stjålet eller bortkommer.

Men hvis du skal flyve samme aften eller samme dag, og ambassaden ikke er åbnet endnu, kan det blive en bekostelig affære. Derfor kan det være meget smart at være opmærksom på ambassadens åbningstider, hvis uheldet skulle være ude. Hvis du skal have lavet nødpas uden for normale åbningstider koster et pas nemlig 3.905 kroner, og hvis du rejser uden forsikring, kan rejsen lige pludselig blive meget dyrere.

Og hvis du møder op på en lukkedag, er beløbet 5.580 kroner. Det kunne eksempelvis være en søndag eller en national helligdag, så det er afhængigt af det specifikke rejseland.

Gouda Rejseforsikring har i år til dato erstattet for 175.000 kroner i mistede rejsedokumenter. Sidste år var det 150.000 kroner indtil nu. De fortæller dog til Berlingske, at det er et forholdsvis lille problem, og at der ikke er så mange af deres kunder, der kommer af med den allerdyreste pris for nødpas. De anbefaler nemlig altid deres kunder at vente til åbningstiden, når de ringer og har mistet pas eller billetter på ferien.

Hvis man kommer i pengebekneb og skal have sendt penge hjemmefra, kan det også være en idé at tjekke Western Union og de andre vekselkontorer, inden man tager på ambassaden. Det koster nemlig 960 kroner per times hjælp, det kræver, så derfor vil det minimum komme til at koste knap en tusse for at modtage penge fra Danmark.

Også mange danskere glemmer at få passet med i lufthavnen på vej ud af Danmark. I 2014 betalte danskere 887.645 kroner i Københavns Lufthavn for at få nyt pas, så de kunne komme med flyet og af sted på rejsen. I alt blev 1.818 nødpas udstedt i Danmarks største og mest travle lufthavn sidste år. Tallet for 2015 indtil den 31. august var 1.402 styks.

Hvis du står i lufthavnen, og skal have et nødpas med, er det dog lidt billigere end i udlandet. Du betaler 600 kroner for en voksen, 350 kroner for pensionister og 115 for et nødpas til børn.