En kvindelig rytter blev lørdag slået bevidstløs under 6-dagesløbet i Ballerup Super Arena.

Det var på sidste omgang afr den såkaldte Ladies Cup - et af flere sideløbende løb under selve 6-dagesløbet - at canadieren Maggie Coles-Lyster kom ganske galt afsted.

Ifølge sport.tv2.dk forsvandt cyklen pludselig under Maggie Coles-Lyster, som faldt hårdt ned på cykelbanen. Den tyske rytter, Lisa Külmer, kørte hen over hende med det resultat, at hun også styrtede.

Canadieren lå efterfølgende helt livløs i bunden af Ballerup Super Arena, og der blev en pause på 20 minutter, hvor stemningen var meget ubehagelig. Den 18-årige Maggie Coles-Lyster blev kørt på Herlev Hospital, hvor det blev konstateret, at hun har fået en mindre, men ubehagelig hjernerystelse og flere andre skader - bl.a. brud på to kindben.

»Nu er jeg udskrevet fra hospitalet for en times tid siden,« skrev Maggie Coles-Lyster tidligere søndag på sin Facebook-profil.

»De smertestillende piller gør det heldigvis godt. Heldigvis er mine lunger ikke kollapset. Jeg skal have foretaget en ny røntgen-undersøgelse i næste uge. I morgen skal jeg til et andet hospital, hvor en specialist skal finde ud af, hvad der skal gøres ved mine to brud på kindbenene, og om der skal operation til. Mine brud på ribbenene er heldigvis ikke så slemme, og heldigvis mærker jeg ikke nogle eftervirkninger af den tid, hvor jeg var bevidstløs,« skriver Maggie Coles-Lyster.

Hun skal blive i Danmark i de næste to uger, da hun ikke må flyve i sin nuværende kvæstede tilstand.

DU KAN KØBE BILLETTER TIL DE SIDSTE DAGE AF LØBET HER.