Lance Armstrong er på den igen. I enhver henseende.

Forude venter et par virkelig giftige retssager, der kan suge pengebeholdningen ned til det rene ingenting. Der står ikke nye sponsorer parat til at tage over for dem, der forsvandt, da århundredets svindelnummer blev afsløret. Og foredragsturnéer i stil med det, den almægtige amerikaner begejstrede København med, da han i efteråret 2008 talte om resultatorienteret ledelsesstrategi og synergi mellem krop, sind og ånd i selskab med coachingguruen Stephen Covey, ligger heller ikke i kortene.

I dag er Lance Armstrong næsten en mand, der ligger ned. Vi behøver som sådan ikke sparke på ham. Og jeg kan næsten - men kun næsten - føle et stænk af medfølelse efter at have læst det lange og eksklusive interview, den nu 43-årige amerikaner mandag gav til BBC.

For de fleste sportsfolk er tiden efter karrieren et eksistentielt tomrum. Ironisk nok var det formentlig også dét, der blev begyndelsen til enden for Armstrong. Han besluttede sig for et comeback, der - med hans egne ord - byggede bro til fortiden. Og dermed var flanken åben for dem, der havde set ham slippe af sted med at vinde Tour de France syv gange på stribe med et hovmod, som efter enhver poetisk retfærdighed burde stå for fald.

Det er menneskeligt at fejle. Armstrong har, hvis han selv må udlægge teksten, gjort som så mange andre. Taget en dum og skæbnesvanger beslutning om at dope sig på et tidspunkt, hvor de medicinske smutveje billedligt talt var ottesporede og uden fartkontrol.

Det er blevet meget almindeligt at blande hele miseren af dopede cykelryttere sammen i en pærevælling. Riis, Hamburger, Kyllingen er samme surdej som Brian Holm, Kim Andersen og yndlingsfugleskræmslet Jesper Worre.

Intet kunne være mere forkert. Hvis man skal være Lance Armstrong taknemmelig for noget, er det at have kørt sin herskesyge og vanvittige sejrsrus så langt ud, at selv en blind fornægter burde kunne få øje på det.

Armstrong er i dag en færdig mand i sportens verden, ikke bare fordi ham dopede sig til øjenæblerne, men fordi han satte det i system med velvillig assistance fra især den italienske turbo-læge Michele Ferrari og US Postal sportschef Johan Bruyneel. Armstrong var ikke et viljeløst offer eller en usikker ung mand, som bare ville overleve i sin metier. Armstrong var en hårdkogt kyniker, som ville erobre verden for enhver pris. Fjender blev forsøgt ryddet af vejen. Det var enten-er-du-med-mig-eller-imod-mig stilen fra det vilde vesten.

Vi har alle lov at blive klogere. Der kommer også en dag, hvor det er tid at sone og tilgive. Selv Lance Armstrong. Men som jura-professor Jens Evald i går slog fast overfor bt.dk, ligger Armstrong som han har redt. Der er overensstemmelse mellem forbrydelse og straf. Det er foregået efter bogen.

Armstrongs største fortrydelse er stadig, at han blev afsløret. Det er tydeligt, når man læser udskriften af interviewet med BBC.

»Jeg er ked af, at I ikke kan drømme stort,« lød Armstrongs hoverende hilsen til skeptikerne, da han 24. juli 2005 blev fejret for sidste gang.

Siden er mange drømme blevet skudt i sænk. Også det må Armstrong tage sin del af ansvaret for.

Han solede sig i opturen mod status som amerikansk folkehelt og må bøde for returbilletten. Selv om både kroniske lommesmerter, isolation og kedsomhed kræver en helt særlig medicin.