800 meters blodsmagsfremkaldende stigning var lige, hvad Alberto Contador skulle bruge for at rejse sig i sadlen og køre frem i front med fem kilometer igen af en hidsig 2. etape i Tour de France.

Men det var nu mest et udtryk for, at angreb, også af den kontrollerede slags, er det bedste forsvar. Det var i hvert fald den udlægning, Bjarne Riis valgte efter etapen til Sheffield.

- Jeg vidste, at det blev en hård finale, så jeg havde også regnet med, at de store navne ville sidde med helt fremme. Men det handlede i lige så høj grad om, at Alberto ville sikre sig mod ubehagelige overraskelser, at han gik frem, sagde Bjarne Riis efter den etape, der var frygtet af de fleste i feltet. En etape, der var præget af masser af små, hårde stigninger på de vindblæste veje i Yorkshire.

Inden Tourens begyndelse havde Bjarne Riis talt om det psykologiske spil, der altid er tilstede, når de største favoritter viser sig selv lidt frem. Men han afviste at det var, hvad man så på den sidste klatretur fem kilometer før mål.

- Det var ikke for at vise sig frem. Det er ikke nødvendigt, for Froome ved udmærket, at Contador er i god form, sagde Bjarne Riis.

At Alberto Condator er kommet til Touren i god form, er også tydeligt for resten af rytterne på holdet. Den snu Michael Rogers, der viste storform i Giro d’Italia efter en ufrivillig pause på grund af suspension, mærker da også tydeligt, at kaptajnen er et helt andet sted end sidste år.

- Han virker langt mere afslappet denne gang. Det er også tydeligt at se. Han er i god balance med sig selv, og jeg synes også, man ser det på den måde, han er på cyklen. Og han bør også være afslappet. Han har haft fremragende resultater i denne sæson, og han er etter på verdensranglisten, sagde Michael Rogers, der var godt tilfreds med etapens udfald og holdets styrke, selv om en del ryttere slap feltet med 40 kilometer igen - herunder Rafal Majka, der under stor virak blev udtaget til Tour de France efter at have kørt klassement i Giro d’Italia,

- Majka skal lige have gang i benene igen. Han har ikke kørt så meget siden Giroen, så han skal lige have tid til at komme igang. Og det var altså kun 2. etape, sagde Michael Rogers.

Bjarne Riis lod da også forstå, at det var helt efter bogen, at fem ryttere slap hovedfeltet med 40 kilometer igen. Og at det derfor var bevidst at lade Alberto Contador klare sig selv i højere grad end forventet i finalen.

- Det var helt efter planen. Vi havde aftalt, at en del af rytterne skulle slappe af, når vi kom ind på de små veje mod slutningen, sagde Bjarne Riis.

3. etape af Tour de France køres i morgen fra Cambridge til London.