Bjarne Riis stopper på Tinkoff-Saxo med øjeblikkelig virkning, meddeler holdet i en pressemeddelelse søndag aften. Dermed bliver suspenderingen, som BT mandag kunne afsløre, vekslet til et endegyldigt farvel til Tinkoff-Saxo for Bjarne Riis.

Oleg Tinkov og Bjarne Riis er nået frem til en fælles aftale om at rive den nuværende kontrakt i stykker og gå hver til sit. De er samtidig blevet enige om, at ingen af parterne kommenterer sagen overhovedet, fordi oplysningerne skal forblive fortrolige.

Først i næste uge vil Oleg Tinkov fortælle, hvordan den sportslige struktur kommer til at se ud i fremtiden, men sikkert er det altså, at Bjarne Riis ikke længere er en del af cykelholdet Tinkoff-Saxo.

Medsponsor Lars Seier Christensen bekræfter, at Saxo Bank fortsætter sit sponsorat, der løber året ud. Saxo Bank har ellers primært været involveret omkring cykelholdet på grund af Bjarne Riis' tilstedeværelse, men den danske bank er kontraktligt forpligtet over for Oleg Tinkov og Tinkoff-Saxo.

De seneste dage har Lars Seier Christensen været i Schweiz for at mægle mellem parterne, men det er ikke lykkedes at nå til enighed.

BT kunne mandag afsløre, at Oleg Tinkov havde suspenderet Bjarne Riis fra Tinkoff-Saxo, som danskeren i 2013 solgte til russeren.

Den franske avis L'Equipe berettede i sidste uge om et skænderi under Tirreno-Adriatico mellem Bjarne Riis og Oleg Tinkov. Russeren skal have krævet Tinkoff-Saxos hollandske sportsdirektør, Steven de Jongh, degraderet, men det har Bjarne Riis angiveligt nægtet, fordi han har stor tiltro til de Jongh, der har hovedansvaret for Alberto Contador.

Skænderiet kan have været dråben, der fik bægeret til at flyde over for Oleg Tinkov. Der har været spekuleret i flere teorier om årsagen til bruddet, men endnu er der intet officielt om, hvorfor Bjarne Riis og Oleg Tinkov går hver til sit. En af dem er, at Bjarne Riis ikke har været 100 procent engageret i cykelholdet.

Oleg Tinkov har benyttet tiden efter suspenderingen af Bjarne Riis til at ytre sig på Twitter. Sigtekornet har været indstillet mod de danske cykelfans, og russeren pointerede på et tidspunkt følgende:

»Kære Tinkof-Saxo-fans. Jeg forsikrer jer, at holdet bliver stærkere i denne sæson end nogensinde før. Vi er et superhold, og det vil intet ændre, at være én mindre.«

Den udmelding tolkede mange som et endegyldigt bevis på, at Bjarne Riis ville få sparket en gang for alle.