Gæt hvem der vandt Paris-Roubaix … ja, du gættede rigtigt. Hvem ellers?
Verdensmester Mathieu van der Poel vandt i overlegen stil sit sjette cykelmonument, da han tværede alle konkurrenterne ud og kørte solo med 60 kilometer tilbage af løbet.
Mads Pedersen fightede fornemt, men forgæves … danskeren endte på tredjepladsen.
Læs B.T.s dom over årets Paris-Roubaix her:
Hvis Mads Pedersen skulle kunne udfordre mægtige Mathieu, skulle danskeren ramme en helt perfekt dag. Og det gjorde han ikke. Blandt andet blev han med 130 kilometer tilbage fanget i sidevinden og måtte æde sig tilbage på de andre favoritter. Og senere punkterede han og måtte igen slide sig tilbage i løbet.
Men Mads Pedersen kan alligevel sagtens lægge sig til at sove uden dårlig samvittighed. For om nogen forsøgte han da at sprælle imod den hollandske overmagt. Danskeren tog konstant initiativet og forsøgte at kontrollere det hektiske løb.
Men han stod – ligesom alle andre – helt stille, da van der Poel satte den i femte gear og sagde 'adieu' til alt og alle.
De de sekundære placeringer skulle afgøres på Velodromen i Roubaix, havde Jasper Philipsen, der havde siddet på hjul hele dagen, ikke de store problemer med at henvise Pedersen til tredjepladsen.
Årh, den er hård at give stakkels Mikkel Bjerg, der punkterede, inden løbet for alvor åbnede sig op. Men vi havde fået blæst vores forventninger til UAE-danskeren helt op efter hans fremragende og overraskende fjerdeplads i Flandern Rundt.
Punkteringer er en del af Paris-Roubaix – og man skal konstant være opmærksom. Og øv, hvor var det ærgerligt, at sådan et uheld skal koste Bjerg hele løbet – for sådan havde det nødvendigvis ikke behøvet at være. Men det er alt sammen bare læring til næste år for den danske watt-tramper.
Vi bliver nødt til at tale om det – fænomenet Mathieu van der Poel er godt i gang med at dræbe denne forårssæson. Det er altid fascinerende at se en stor mester folde sig ud- men behøver verdensmesteren at være så suveræn? For det er ærligt talt lidt kedeligt.
Det kan ikke være i cykelsportens interesse, at de store løb bliver så forudsigelige. Og slet ikke, at van der Poel afgør sagerne 60-80 kilometer fra målstregen, så spændingen fordufter, inden vi får en rigtig finale.
Det er selvfølgelig ikke Mathieu van der Poels skyld – han kan ikke gøre for, at forskellen ned til de næstbedste er så markant. Men nøj, hvor vi savner Tadej Pogacar og Wout van Aert i disse løb! Og så savner vi, at store dele af feltet ikke så tidligt opgiver sejren og kun tænker på at blive nummer to.
Hold nu magle, hvor har vi snakket om meget om den chikane, løbsarrangørerne havde stillet op ved indkørslen til det frygtede og berygtede pavé-stykke i legendariske Arenberg-skoven. Ryttere, eksperter og andet godtfolk havde råbt op om, hvor farlige de meter var – og hvor skandaløst det var for løbet.
Og hvad skete der så, da favoritfeltet ramte chikanen cirka 100 kilometer fra målstregen? Ikke en rygende fis! Det foregik helt udramatisk, og den vilde positionskamp, der foregik over et par kilometer – i øvrigt vundet af Mads Pedersen – virkede lidt fjollet, da alle mand bare gled igennem chikanen.
1. Mathieu van der Poel 5.25.58
2. Jasper Philipsen +3.00
3. Mads Pedersen
4. Nils Politt
5. Stefan Küng +3.15
6. Gianni Vermeersch +3.47
7. Laurence Pithie +3.48
8. Tim van Dijke +4.45
9. Jordi Meeus +4.47
10. Søren Wærenskjold
