Quintana, Contador og Nibali havde ikke gjort det  nødvendige forarbejde, lyder forklaringen.

Chris Froomes sejr i Tour de France kan forklares ganske simpelt: Han var forberedt på det hele, det var de andre ikke.

Sådan lyder forklaringen fra Carsten Jeppesen, der er teknisk direktør på det britiske hold.

»Chris vandt løbet i den første uge. Og vi havde gjort vores forarbejde - måske bedre end de andre, der fik nogle problemer,« siger Carsten Jeppesen, der mener, at Chris Froome fik illustreret, at han til stadighed bliver en mere komplet rytter.

»Chris har vist alle tvivlerne, der ikke troede på hans evner på brosten, i regnvejr og på nedkørsler, at han evner alt det. Han tabte jo ikke fem meter på en eneste nedkørsel, så overordnet har han været den bedste.«

Faktum var da også, at Chris Froome oparbejdede størstedelen af sit forspring inden feltet ramte Pyrenæerne - og netop her finder man den anden store forklaring på, at det igen er en Sky-rytter, der skal hyldes på podiet i Paris i morgen.

»En af de styrker, man ikke har talt om, er hans kørsel i varme. Her er han exceptionel. På den første etape i Pyrenæerne vidste  vi, at det ville blive varmt, og det udnyttede vi til fulde. For er man ikke helt ovenpå, når man rammer bjergene i ekstrem varme, så slår det hårdt. Det gjorde det store udslag for os,« siger Carsten Jeppesen om etapen til La Pierre Saint-Martin, hvor Chris Froome satte alle til vægs og vandt mere end ét minut på Nairo Quintana.

Den sidste forklaring er det taktiske oplæg, hvor Team Sky i år har vekslet en del mellem de ryttere, der var udset til at tage det store slæb på en given etape.

»Vi har i denne Tour brugt forskellige ryttere til at hjælpe. Man kan i moderne cykelsport ikke sidde så længe med de samme ryttere og forsvare den gule trøje. Det kunne man engang, hvor ryttere nærmest ikke behøvede at trække vejret dybt. I dag er det umuligt, og det er jo godt at se. Vi har vekslet meget,« siger Carsten Jeppesen, der er dybt imponeret af Chris Froomes evne til at modstå den evigt lurende mistanke om urent trav.

»Den største modstander har såmænd ikke været de andre ryttere eller ruten. Det har været mediernes fokus på hans præstationer. Jeg hatten af for, at han har kunnet håndtere det. Han er sgu en god skuespiller, hvis han sidder der og er så overbevisende i sine svar og det så viser sig om 10 år, at han snød,« siger Carsten Jeppesen.