Flemming Østergaard er inderligt glad for frifindelsen af sin gode ven Brian Holm, der har været under anklage for at have blufærdighedskrænket en mindreårig pige.

- Det er det værste, man kan blive anklaget for, siger han.

Derfor vakte det også jubel hos Flemming Østergaard, da Brian Holm blev frikendt for anklagerne om blufærdighedskrænkelse mod en syvårig pige.

- Det glæder mig uendelig meget. Det var også, hvad jeg havde forventet, og jeg er meget glad på Brians vegne, siger Flemming Østergaard, der igennem hele sagsforløbet har været i kontakt med Brian Holm over telefonen.

- Jeg har aldrig tvivlet på Brian, men jeg er stadig meget lettet over afgørelsen. Forestil dig det lige - det er det værste, man kan blive anklaget for, siger Flemming Østergaard, der også ønsker det bedste for sagens anden part.

- Jeg håber, at den lille pige og hendes forældre kan få en god og stille fremtid, siger han.

Efter et ni timer langt retsmøde onsdag, med vidneforklaringer fra pigens forældre, videoafhøring af pigen selv og forklaringer fra både Brian Holm og hans hustru, besluttede en enig domsmandsret sig for at frikende den 51-årige familiefar Brian Holm i anklagerne mod ham.