Det giver ikke mening at beskylde Chris Froome for doping ud fra den video, der blev lækket sent mandag aften, lyder det fra to eksperter.

Morten Bennekou, der er landstræner for U23-rytterne, vil hverken frikende eller beskylde den førende rytter for doping, men det tilgængelige materiale er utilstrækkeligt, mener han.

»For det første kan man sige, at Chris Froome jo i sig selv ikke er normal, hvilket gør det uaktuelt at tale om normale værdier. Han fører jo Tour de France og er verdens bedste etapeløbsrytter, hvilket i sig selv er unormalt. Men jeg kan sige, at det er sindssygt svært at vurdere, om nogen er dopet ud fra watt-tal. Nogle af mine ryttere kan godt præstere de tal, Chris Froome leverer, hvis man skal tro på Skys oplysninger. Men det er noget andet at lave de tal i anden eller tredje uge i Touren – og efter en lang etape,« siger Morten Bennekou.

»Jeg vil derfor være meget forsigtig med at dømme Froome,« siger han.

Steffen Sinning, der er forsker ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, mener heller ikke, at det er muligt at beskylde den førende rytter for urent trav ud fra watt-tal.

»Det vanskelige ved grænser for fysisk formåen er, hvem der skal afgøre, hvor grænsen er. Det vil altid være en subjektiv vurdering, så derfor er det ikke en videnskab,« siger han og påpeger, at man tager udgangspunkt i toptrænede mennesker.

»Fysiologisk kan man ikke sige, hvor den menneskelige grænse er. Et estimat vil altid kun være et estimat, fordi det i praksis ikke er muligt at lave et studie, der skulle bevise, hvor grænsen er. Det ville jo kræve, at man undersøger en rytter, der altid har været ren, og som ender med at blive den bedste i verden. Så ud fra et videnskabeligt synspunkt skal man passe på med at tolke for meget på watt-tal alene, fordi man ikke arbejder med en grænse, der er fundet ud fra fysiske studier,« siger Steffen Sinning.