Den tidligere Bjarne Riis-rytter og Tour de France-vinder, 29-årige Andy Schleck, har offentliggjort sin beslutning om at stoppe sin karriere som professionel cykelrytter.

Det gjorde han torsdag på et pressemøde på Mondorfer Casino i hjemlandet Luxembourg, hvor han indtog podiet sammen med den danske sportsdirektør og mangeårige følgesvend, Kim Andersen. Han satte dermed efter flere dages spekulationer et punktum ved det karrierestop, der i flere dage på rygteplan har floreret.

Hovedårsagen er ikke en manglende lyst til cykling eller de seneste års dårlige resultater, men i stedet den manglende positive udvikling omkring den knæskade, han pådrog sig i et styrt på 3. etape af årets Tour de France, som også tvang ham til at trække sig fra løbet. Her tre måneder efter plager smerterne i knæet ham stadig så meget, at han ikke kan se sig selv fortsætte karrieren.

- Det er ikke mig, der har taget beslutningen, men mit knæ. Jeg ville gerne selv have planlagt, hvornår jeg skulle stoppe karrieren, men sådan skulle det ikke være. Jeg har været i månedlange behandlinger hos en specialist i Basel, men der har ikke været en afgørende bedring, og sagen er, at jeg nærmest ikke har noget brusk tilbage under min knæskal, fortalte en synligt bevæget Andy Schleck under pressemødet.

Den nu forhenværende Tour-udfordrer havde sin højdepunkter under Bjarne Riis' ledelse, hvor han som purung rytter i hænderne på den danske cykelboss først viste og senere forløste et potentiale, som gjorde ham til en af cykelsportens allerstørste. Det betød blandt andet, at han i står noteret som samlet vinder af Tour de France anno 2010, efter løbets oprindelige vinder, Alberto Contador, fik frataget titlen som følge af en dom for indtagelse af det forbudte stof clenbuterol.

Samlet set fik Andy Schleck en karriere, de fleste kun kunne drømme om. Men i et større perspektiv var det ikke lutter medvind og en dans på roser, erkender Andy Schleck selv.

- Min karriere var på mange måder en succes, som jeg ser det. At stå på podiet i Paris sammen med min bror Fränk hører til de største øjeblikke. Men der har også været store nedture og et fald fra toppen, lød det selverkendende fra luxembourgeren.

De seneste sæsoner udviklede sig til et mareridt for Andy Schleck, der efter skader og styrt aldrig genfandt formen fra de glade dage på Team CSC og det første år på Galacticos-holdet Leopard-Trek.

- Jeg vil huske tilbage på, hvordan jeg vandt på Col de Galibier, selvom ingen troede på det. Det er den slags bedrifter, jeg er meget, meget stolt over, siger Andy Schleck om etapesejren i Tour de France 2011, hvor han gennemførte et episk ridt mod Alle bjerges Moder.

- De seneste måneder har jeg fået mange opmuntringer fra cykelsportens tilhængere. Og jeg tror godt, jeg kan sige, at jeg vandt folks hjerter.