Med offentliggørelsen af Tour de France 2015-ruten begynder forudsigelserne at strømme ind. Derfor har vi samlet buddene fra de mest cykelkyndige hoveder på BTs sportsredaktion på en top 4 blandt forhåndsfavoritterne Alberto Contador, Nairo Quintana, Vincenzo Nibali og Chris Froome.

Tour de France 2015 byder kun på 13,7 km enkeltstart, mens der er hele seks etaper, der slutter på en bjergtop. Touren byder desuden på en holdtidskørsel på 28 km, en brostensetape i Nordfrankrig og Alpe d'Huez som den næstsidste etape.

CYCLING-TDF2015-MAP

Løbet begynder i den hollandske by Utrecht, inden rytterne skal igennem Belgien, Nordfrankrig, Pyrenæerne og Alperne for som sædvanlig at slutte på Champs-Élysées i Paris tre uger efter starten.

Herunder kan du se vores bud  Kom med dit bud i afstemningen nederst på siden.

Benjamin Munk Lund, sportsredaktør på Berlingske:

1. Nairo Quintana
2. Alberto Contador
3. Chris Froome
4. Vincenzo Nibali

- Contador er med al sin erfaring bestemt en favorit til at vinde løbet, men jeg prøver med det lidt mere satsede bud og siger, at Quintana løber med den til sommer. Af to grunde: Før det første har Contador varslet, at han også kører Giro d'Italia, og det kan vise sig at være en dårlig ide, for det andet kan Quintana godt se, at dette måske bliver hans karrieres største chance i Touren - den griber han tungt ud efter.

- Årets Vuelta viste, at Chris Froome kan bringes i problemer i bjergene af en Contador i topform, og med 2015-ruten mangler Froome nu en lang enkeltstart at slå tilbage på. Derfor har jeg svært ved at se Chris Froome løbe med sejren.


Jacob Staehelin, sportsredaktør på BT:

1. Alberto Contador
2. Nairo Quintana
3. Chris Froome
4. Vincenzo Nibali

- Contador havde lagt alt om til denne sæson. Løbsprogram og ikke mindst træning var markant anderledes - og det virkede. Jeg tror, han havde vundet Touren, hvis han ikke var styrtet. Og den erfaring tager han med sig - derfor er han favorit.
- Ruten er skræddersyet til Quintana med de få enkeltstartskilometer og de mange bjergafslutninger. Jeg kan dog tvivle på, om Quintana har den mentale styrke til at vinde Touren.
- Selvfølgelig stiller Froome op. Sky har et af sportens største budgetter og Touren er mange gange større end alle andre løb. De kommer for at vinde. Men jeg tror ikke, at Froomes hysteriske tråd i lavt gear for alvor kan ryste konkurrenterne af.
- Nibali er løbets ubekendte, selv om han vandt i år. Han vil være med i toppen, men der er virkelig mange steder, hvor man kan sætte alt til. Den rene mavefornemmelse siger mig, at han er den svageste af de fire.


Lars B. Jørgensen, journalist og cykelekspert på BT:

1. Alberto Contador
2. Nairo Quintana
3. Vincenzo Nibali
4. Chris Froome

- Det er et Tour de France, som i udpræget grad favoriserer de ægte klatrere. Med kun små 14 km enkeltstart og en holdtidskørsel på 28 km er der lagt op til vilde slagsmål i både Pyrenæerne og Alperne.

- Erfaring i kunsten at vinde et tre uger langt etapeløb er ultimativt vigtig. Contador har rutine til overflod og måske endda et psykologisk overtag på en superklatrer som Nairo Quintana Samtidig kan et stærkt hold som afsæt for en Tour-triumf meget nemt vise sig at få afgørende betýdning og Team Tinkoff-Saxo er mand for mand stærkere end Quintanas Movistar.