Tirsdag blev endelig dagen, hvor Jonas Vingegaard - med højrearmen i slynge - kunne forlade hospitalet i Spanien.

Lige siden, at Jonas Vingegaard var involveret i et skrækkeligt styrt ved Baskerlandet Rundt, har danske cykelfans ikke fået meget at vide fra Vingegaards hold, Visma - Lease a Bike, men nu er der endelig gode nyheder.

»Efter knap to uger, som har mindet om et mareridt for alle os, der elsker at se Jonas Vingegaard smadre al konkurrence på cyklen, får vi endelig gode nyheder!«

»12 dage på et hospital er lang tid, og det siger også lidt om, hvor meget det her styrt har sat sig i kroppen på ham. Nu gælder det om at få fyldt tanken op og nyde tiden med familien, så han kan komme tilbage til det tårnhøje niveau, vi kender ham for,« siger B.T.s cykelkommentator Frederik Gernigon.

Jonas Vingegaard er blevet udskrevet fra hospitalet.
Jonas Vingegaard er blevet udskrevet fra hospitalet. Foto: Visma - Lease a Bike
Vis mere

Dog er det ikke meget, at det hollandske storhold vil dele om danskerens tilstand.

»Til gengæld må vi også bare sige, at vi her får serveret en klassisk Visma. Holdet holder - akkurat som det plejer - kortene afsindig tæt på kroppen, og vi får meget lidt at vide om Vingegaards tilstand. Derfor er det også umuligt at sige noget som helst om, hvor godt eller skidt det egentlig står til. Jeg hæfter mig dog ved, at de er dejligt at se Vingegaard med et smil på læben igen,« siger Frederik Gernigon.

Nu venter der Jonas Vingegaard en lang og sej kamp for at blive klar til sommerens Tour de France, hvor de fleste cykelfans nok skal bruge de kommende måneder på at komme sig over de frygtelige billeder, som de så under Baskerlandet Rundt.

»Det var en voldsom oplevelse at se vores største cykelstjerne vælte i jorden og slå sig så meget, som han gjorde i Baskerlandet. Selvom det selvsagt er værst for Vingegaard selv og hans familie, er det en episode, der satte sig i kroppen af os alle. Den dér glemmer vi nok aldrig,« siger B.T.s cykelkommentator.