Den spanske Formel 1-kører Fernando Alonso har købt Euskaltel-Euskadis licens, så han fra næste sæson får sit eget cykelhold.

Det har længe været kendt, at Euskaltel-Euskadi stoppede i cykelsporten efter denne sæson på grund af en manglende sponsor. Men nu har historien taget en uventet drejning. Den tidligere Formel 1-verdensmester Fernando Alonso har nemlig smidt millioner efter Euskaltel-Euskadi cykellicens.

- Vi er glade for at kunne offentliggøre, at den spanske sportsmand [Alonso, red] har lavet en aftale om at købe cykelholdet, så det undgår at blive opløst, står der på Fernando Alonsos hjemmeside.

Her skriver spanieren også, at han er glad for, at han nu kan være med til at sikre fremtiden for spansk cykling. Samtidig håber Alonso, at han kan være med til at rette op på cyklingens blakkede ry. Det skal blandt andet ske med en nul-tolerence politik over for doping.

Det nye spanske storhold får angiveligt et budget på 45 mio. kr., som Alonso og hans private sponsorer står for at dække - men holdet behøver ikke at gå ud og købe helt nye ryttere.

I stedet understreger Fernando Alonso, at han har tænkt sig at opfylde kontrakterne med de ryttere, der havde skrevet under med Euskaltel for de kommende to år. Dermed bliver ryttere som Samuel Sanchez, Igor Anton, Mikel Landa, Mikel Nieve og brødre Izaguirre hos det spanske hold.

Det er endnu uvist, hvad det nye hold kommer til at hedde.