Allerede inden Tour de France er gået i gang, har løbet fået sin første doping-sag. Lars Boom fra Team Astana har for lavt kortisol-niveau, og dermed må Vincenzo Nibali og Jakob Fuglsang klare sig med en mand færre.

Lars Boom fra Team Astana får ikke lov til at starte, når Tour de France lørdag starter fra hans hollandske hjemland - nærmere bestemt Utrecht.

Ifølge den franske sportsavis L'Équipe har en test fredag aften vist, at Lars Boom har for lavt indhold af kortisol. Det er ikke nødvendigvis et bevis på, at han har brugt doping, men det kan det meget vel være, og på grund af holdenes medlemsskab af MPCC (Bevægelsen for en ren cykelsport, red.) kan Lars Boom ikke få lov at køre.

MPCC har lavet en række regelsæt, som siger, at ryttere med for lavt cortisol-niveau af helbredsmæssige årsager ikke må konkurrere i otte dage, indtil niveauet af kortisol er på plads igen.

Ifølge L'Équipe får Team Astana ikke lov at få en ny rytter med i stedet for Lars Boom, men det er der delte meninger om.

Team Astanas holdejer, Alexandre Vinokourov, siger således, at holdet ikke vil acceptere kun at skulle køre med otte mand fra start mod de normale ni.

»Enten accepterer UCI (den internationale cykelunion, red.), at vi får en anden rytter med, eller også kører Boom med os. Bare ærgerligt, MPCC,« siger Alexandre Vinokourov.

Hvis beslutningen om, at Team Astana skal klare sig med en rytter færre står ved magt, vil det være en gevaldig streg i regningen for Team Astana, der har store ambitioner for deres Tour de France-deltagelse. Foruden danske Jakob Fuglsang er sidste års vinder, Vincenzo Nibali, frontfigurer på Astana-holdet.

Det var navnlig ventet, at Lars Boom skulle hjælpe Vincenzo Nibali på den meget krævende fjerde etape, hvor rytterne skal køre en del af ruten på brosten.