Huy, Belgien: Den danske sportsdirektør på Trek Factory Racing, Kim Andersen, ærgrede sig efter dagens dramatiske etape i Tour de France over det voldsomme styrt, som ramte holdets stjernerytter Fabian Cancellara.

Schweizeren kom alvorligt til skade efter sin tur i asfalten og blev liggende i længere tid. Samtidig mistede Cancellara den gule førertrøje, som han ellers havde slidt og knoklet sig i dagen forinden.

Til stor fortrydelse for Kim Andersen.

»Jeg er brandærgerlig, selvfølgelig er jeg det. Men vi ved bare, at cykelsporten er sådan. I går (søndag, red.) havde vi held med 10 centimeter (Fabian Cancellara kørte sig med nød og næppe i den gule førertrøje på 2. etape, red.) - i dag (mandag, red.) havde vi intet held,« lød reaktionen fra Kim Andersen foran Treks holdbus.

Trek-holdet venter nu på, at få svar på den scanning, som Fabian Cancellara skal have foretaget på et nærliggende hospital. Derfor kunne sportsdirektøren ikke umiddelbart fortælle, om Fabian Cancellara er klar til start på den berygtede brostensetape fra Serain til Cambrai.