Jakob Fuglsang (Astana) mener ikke, at Chris Froome bør køre cykelløb før, at der er en afgørelse på hans salbutamol-sag, men de er begge til start i etapeløbet Ruta del Sol, der bliver sæsonens første styrkeprøve mellem de to cykelstjerner.

Skandaleombruste Chris Froome kommer til at få stukket massevis af mikrofoner i hovedet, og kameraerne vil i endnu højere grad, end vi allerede er vant til, stille skarpt på Team Sky-stjernen.

Froome kører  - sammen med blandt andre danske Jakob Fuglsang - med i etapeløbet Ruta del Sol, der begynder i dag onsdag. Det er første gang, at Chris Froome stiller til start i et løb siden, at det i december kom frem, at han under sidste års Vuelta a España havde afleveret en urinprøve med et for højt indhold af astmamedicinen salbutamol.

Endnu er der ikke en afgørelse på, om Chris Froome får karantæne eller ej, og derfor mener Jakob Fuglsang, at det måske havde været bedre, hvis Froome lod løbscyklen blive i garagen lidt endnu.

»Jeg ved ikke, om det er hans egne eller Team Skys bevæggrunde, der gør, at han kører Ruta del Sol. Men egentlig synes jeg, det er forkert, at han er til start, når han har sådan en sag hængende over hovedet og det kan ende med, at han bliver suspenderet, og hans resultater så skal slettes. Det havde været bedre, hvis der var fundet en afklaring før, at han er med i et cykelløb,« siger Jakob Fuglsang.

Præsidenten i den internationale cykelunion UCI, David Lappartient, har tidligere udtalt, at det svækker cykelsportens troværdighed, at Chris Froome trækker i løbstøjet, når der endnu ikke er en afgørelse på salbutamolsagen, der stadig kører i kulissen mellem UCI og Team Sky- og Froome-lejren. Det har Fuglsangs tidligere holdkammerat, Vincenzo Nibali, også bakket op om. Froome skal gøre det, der er 'bedst for cykelsporten,' sagde italieneren.

Froome bryder ikke nogle regler ved at stille til start i det spanske etapeløb. Salbutamol, der hjælper musklerne omkring luftvejene til at slappe af, er ikke forbudt af det internationale anti-doping agentur WADA, men tilladt i et vist omfang, og derfor kan eller skal Froome ikke suspenderes af myndighederne før sagens afgørelse, der ventes at komme inden Giro d'Italia.

Team Sky-stjernen, som benægter bevidst at have overskredet den tilladte grænse på 800 milligram salbutamol per 12 timer, har valgt at følge sine forberedelsesplaner til Giro d'Italia i maj. Uden nogen ændringer. Froome vil rense sit navn, og med Team Skys opbakning prøver den kenyanskfødte brite at bevise, at det var en tilstand i kroppen, der gjorde, at hans indtag af salbutamol nåede op på dobbelt op på det tilladte - og altså Ikke en bevidst handling fra Team Sky-stjernens side. Han er uskyldig, mener briterne.

Diskussionens omdrejningspunkt er, om det moralsk er i orden, at Froome kører. Det vælger han at gøre. Måske er det ikke godt for sportens omdømme, men i det mindste giver det Jakob Fuglsang en chance for at måle sig med den firedobbelte Tour de France-vinder for første gang siden sidste sommers rundtur i det franske.

Jakob Fuglsang stiller til start i Ruta del Sol og skal for første gang siden Tour de France op imod Chris Froome.
Jakob Fuglsang stiller til start i Ruta del Sol og skal for første gang siden Tour de France op imod Chris Froome. Foto: PHILIPPE LOPEZ
Vis mere

Det er i dét luftlag - altså i toppen mod verdens allerbedste - at vi har lyst til at se den stærke danske etapeløbsrytter, der har Paris-Nice og Tour de France som to af sæsonens store mål. Og det er dér, at han selv vil være. Fuglsang glæder sig til Ruta del Sol, men det er ikke hans hovedfokus at måle lægmuskler med Team Sky-stjernen, Mikel Landa fra Movistar eller hvem, der ellers kommer.

»For mig hander det om at køre et godt løb og lave et tilfredsstillende resultat. Jeg føler mig godt tilpas efter at have arbejdet seriøst hele vinteren, og jeg føler mig godt kørende og ovenpå. Det er svært at sige, hvor Froome er i sin form. Det kan sagtens være, at han kommer 100 procent klar, selvom han ikke har kørt et løb endnu, især med tanke på den her sag. Jeg tror ikke, at man skal afskrive ham,« siger Jakob Fuglsang.

Danskeren har over det seneste halvandet år bevist, at han kan andet end at være en luksushjælperytter. I 2016 vandt han OL-sølv i Rio de Janiero efter den belgiske vinder, Greg van Avermaet, og sidste år sejrede han i Criterium du Dauphiné foran netop Chris Froome og andre stærke navne som Richie Porte. Jo, der er sket noget med den Monaco-bosatte dansker over de seneste år.

»Jeg har fået plads til at køre min egen chance i stedet for at skulle vente på, at en taktik skulle gå i opfyldese før, at det blev min tur. Og når så resultaterne følger med, bliver det nemmere at eksperimentere og også risikere. Det er nemmere at sætte noget på spil, hvis man har resultater med i bagagen, og det har givet mig endnu mere tro på mig selv. Det har fået mig til at tænke tilbage på, hvordan jeg tidligere fik succes, og det var netop ved at angribe udefra,« siger Jakob Fuglsang.

Om der kommer rød-hvide angreb i Ruta del Sol, må de kommende etaper vise. Løbet, der sidste år blev vundet af Alejandro Valverde, som ikke er med i år, byder på kuperet terræn de fleste af dage. Især 2. etape fra Otura til La Guardia de Jaén, der slutter opad på stigningen Alto de Allanadas, kan blive afgørende. Det var denne stigning på 5,5 kilometer med brutale stigningsprocenter, som Chris Froome i 2015 brugte til at sætte sin samlede sejr op.

Det er planen, at Astana kører for Jakob Fuglsang, som var med i Ruta del Sol i 2010, 2013 og 2014, og den formstærke spanier Luis Leon Sanchez. Astana har allerede haft fin dansk succes i begyndelsen af året med Magnus Cort Nielsen, der vandt ungdomstrøjen i Tour of Dubai og sluttede som nummer to i klassementet. Det vil da ikke gøre noget, hvis Jakob Fuglsang, som får hjælp af holdkammeraten Michael Valgren, kan bygge videre på de fine takter fra Volta a la Comunitat Valenciana i begyndelsen af februar, hvor danskeren blev nummer tre, og hente endnu mere positiv omtale til Astana. Måske endda ved at slå skandaleombruste Chris Froome.