Godt nok er der ikke underskrevet en kontrakt endnu, men det er nu et spørgsmål om detaljer, der adskiller Jakob Fuglsang fra at lave en ny aftale med Astana.

»Jeg regner med, at jeg kan sige noget mere konkret på anden hviledag,« siger Jakob Fuglsang.

Han erkender dog, at de mange dopingsager, der har været knyttet til Astana-mandskabet i løbet af de seneste år - hele fem er det blevet til på selve holdet og det tilknyttede U23-hold - spiller ind.

»Det er med i overvejelserne,« siger Jakob Fuglsang.

»Kører man her, så er det let at skære alle over en kam. For vores image som ryttere er det skidt, når en kollega tester positiv. Uanset hvor meget man er imod doping, så er det skidt for en selv,« siger Jakob Fuglsang.

»Men jeg ved, hvad jeg står for. Og ser man på Saxo - eller det, der var CSC - så burde det være lige så skidt at køre for dem som at køre her,« siger Fuglsang.

Selvfølgelig er der også et spørgsmål om penge, men ambitionerne skal også have plads. Det økonomiske har hidtil været en succes på Astana, hvor Jakob Fuglsang angiveligt tjener omkring 5 mio. kr. om året, hvilket de færreste andre hold kan matche. Hertil kommer visheden for, at Astana forbliver i sporten, fordi sponsorerne er villige til at forlænge aftalerne.

»Jeg kører ikke kaptajn gratis i Touren. Så vil jeg hellere hjælpe og have lidt mere sikkerhed,« siger han med et smil.

Og så er der ambitionerne, for Jakob Fuglsang har via sin agent, Moreno Nicoletti, ladet forstå, at en ny aftale også indebærer, at han skal have kaptajnrollen i en Grand Tour - og hellere i Touren end i Giro d'Italia og Vuelta a Espana.

»Touren passer mig bedst, selv om jeg ved, at det også er her, der er størst konkurrence. Men det er en mere komplet rytter, der vinder Touren. Det er ikke rene klatrere. Man skal også kunne køre en hæderlig enkeltstart og være i stand til at klare brosten, eller hvad der ellers kommer af udfordringer. Og det er vigtigt for min motivation, at jeg har muligheden for at køre min egen chance,« siger Jakob Fuglsang.