Franske Tony Gallopin tog onsdagens sejr i Tour de France få meter foran et buldrende hovedfelt. I feltet var Tinkoff-Saxos Daniele Bennati med helt i front og endte som nummer fire på 11 . etape.

Det skete efter en etape, hvor der var masser af action i finalen. Flere ryttere meldte sig ind i kampen om sejren, men det blev Tony Gallopin, der var stærkest og havde den rigtige timing.

På etapens slutning spillede Tinkoff-Saxo også en stor rolle, da Nicolas Roche var med i et udbrud. Han blev dog hentet kort før mål. Derefter var det Michael Rogers, der tog chancen, men også han blev hentet. I spurten var det så Bennati, der var tæt på at blive dagens mand. Men den endte altså med at blive fransk sejr.

Gallopin kørte nemlig alene få kilometer fra mål, og feltet kunne ikke trods store kraftanstrengelser ikke hente den franske rytter, der tidligere i løbet har kørt i den gule førertrøje.

Det er dog fortsat italienske Vincenzo Nibali, der er i den gule førertrøje.

Etapen havde også en meget uheldig rytter, nemlig Andrew Talansky, der punkterede midt under etapen og måtte kæmpe alene for at komme i mål inden for tidsgrænsen. Og det lykkedes akkurat, da han nåede i mål fire minutter inden, grænsen udløb. Talansky stod ellers af cyklen undervejs og var klar til at melde sig ud af den franske rundtur, men lod sig overtale til at hoppe tilbage på cyklen - noget, han altså blev belønnet for, da han trillede over målstregen.