Tyske André Greipel sprintede sig til sejren på første etape af Tour of Oman.

Danske Lars Bak kan begynde at genvinde troen på, at han skal arbejde for en af de allerstørste sprintere under sommerens Tour de France. I hvert fald er holdkammeraten André 'the gorilla' Greipel hos Lotto-Belisol kommet godt fra land i den spæde begyndelse af 2014.

Tirsdag blev etapesejrene i Tour of Qatar fulgt op med en spurtsejr på første etape af Tour of Oman. Den tyske sprinter har dermed også lagt sig forrest i den samlede stilling, men det krævede lidt af en holdpræstation at komme frem til spurtsejren over Leigh Howard (Orica-GreenEdge) og Nicola Ruffoni (Bardiani-CSF).
 
For med 25 kilometer igen havde en drilsk sidevind placeret den tyske sprinter i en tilsyneladende hjælpeløs position i anden gruppe, men Lotto-Belisol-kollektivet fik sig altså kæmpet tilbage.

Greipel fik i Tour de France 2013 en enkelt etapesejr på sjette etape. Men han måtte se landsmanden Marcel Kittel overstråle både Greipel og Mark Cavendish med en overbevisende erobring af sprintertronen.