Albert Withen Philipsen er et af de helt store talenter i cykelsporten, og derfor har mange åbnet øjnene for danskeren.

Blandt andre Lance Armstrong.

I december stod det klart, at Lidl-Trek vandt kampen om Albert Philipsen, der skifter til World Tour holdet i 2025 og fire sæsoner frem.

Men danskeren har valgt det forkerte hold ifølge Lance Armstrong.

Ifølge Armstrong skulle danskeren have valgt et andet hold.
Ifølge Armstrong skulle danskeren have valgt et andet hold. Foto: Brett Davis/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hvis jeg var ham med det resumé og den hype, og du vil konkurrere i de tre Grand Tours, og du vil optimere dine præstationer, så er der kun tre hold, man kan tage til. Det siger jeg bare, og Lidl-Trek er ikke en af dem,« lyder det fra cykellegenden i podcasten 'The Move'.

Armstrong henviser til, at Philipsen skulle være skiftet til enten UAE Team Emirates, Ineos Genadiers eller Jonas Vingegaards hold, Jumbo | Lease a Bike.

Valget faldt dog på Lidl-Trek, og det er den 17-årige dansker ganske godt tilfreds med.

»Jeg er sikker på, at jeg har taget det rigtige valg med alle de overvejelser, jeg har gjort omkring holdet. Det er ikke kun det nuværende hold, jeg har set på, men især fremtiden, og jeg er ikke enig i, at der kun er tre hold, der har potentiale,« siger han til TV 2 Sport.

I juni sidste år blev Albert Philipsen dansk mester i enkeltstart og linjeløb, inden han i august vandt VM for juniorer i linjeløb og mountainbike.

Det store cykeltalent har også vundet DM i cross for juniorryttere, og næste år skal han vise sig frem på Lidl-Trek, der har Mads Pedersen og Mattias Skjelmose på holdet.