På onsdagens 5.etape var Andre Greipel igen bedre end konkurrenterne. Briten Mark Cavendish blev ellers afleveret fremragende til finalen af sit hold, men det var altså ikke nok for Etixx-QuickStep-sprinteren.

Cavendish' danske sportsdirektør, Brian Holm, erkendte efterfølgende, at man ganske enkelt blev slået af en stærkere sprinter.

»Jamen, jeg tager nederlaget stille og roligt. Det var en regulær spurt, og vi bliver bare slået,« lød det fra Holm, samtidigt med at en klart skuffet Cavendish passerede danskeren og gik direkte op i Etixx-Quick Step-holdbussen.

Dertil sagde Holm:

»Mark ser jo ikke alt for begejstret ud. Det skal han heller ikke, han lige er blevet slået i en spurt. Men vi også bare erkende, at Greipel kørte en god spurt og slog os. Vi prøver igen i overmorgen.«

Det var Andre Greipels anden etape sejr, mens Mark Cavendish fortsat er uden sejr.

I morgen venter der en 'mellem-etape', hvor de tunge sprintere kan få svært ved at blande sig i finalen, inden det så fredag igen bliver sprinter-terræn. Her får Mark Cavendish og Peter Sagan igen chancen for at slå Andre Greipel i en spurt.