Jens Voigt nåede kun at have timerekorden i lidt over en måned, før han blev slået af den unge østriger Matthias Brändle. Den nye rekord er på 51,852 kilometer - 742 meter længere end Voigts tidligere rekord.

Den 24-årige østriger startede ud i et rigtig højt tempo og allerede efter de første mellemtider lå han foran den tidligere rekordindehaver, Jens Voigts, tid. Efter 10 kilometers kørsel var han således allerede 18 sekunder foran Voigt.

Noget kunne dog tyde på, at han ikke fordelte sine kræfter helt optimalt, for de sidste fem minutter gik lidt af gassen af ballonen, da det relativt store forspring blev mindre og mindre. Men indsatsen var stadig mere end rigeligt til, at Matthias Brändle nu kan kalde sig indehaver af timerekorden.

Den nye rekordindehaver kører normalt for Pro-Kontinental-holdet IAM Cycling, og hans største meritter var inden rekordforsøget at være tredobbelt vinder af det østrigske mesterskab i enkeltstart samt vinder af to etaper i årets udgave af Tour of Britain.