Peter Sagan sagde efter sjette etape i Schweiz Rundt, at han ville gå efter etapesejren igen om fredagen. Han blev dog slået på stregen af norske Alexander Kristoff.

Michal Kwiatkowski (Etixx-Quick Step) lå i et udbrud det meste af syvende etape, der bestod af 152,5 mere eller mindre flade kilometer fra Biel/Bienne til Düdingen, og han forsøgte med et lille angreb igen, da udbrydergruppen blev hentet af feltet med få kilometer igen.

Tinkoff-Saxo og Katusha havde dog lagt et stærkt tempo i front af feltet, og polakken måtte derfor opgive sit angreb på etapesejren. I stedet var der lagt op til en afslutningen mellem Peter Sagan og Alexander Kristoff nøjagtigt ligesom dagen forinden.

Her lå Kristoff forrest, da de kom ind på de sidste hundrede meter, og selvom Sagan kom helt op på siden af nordmanden, så lykkedes det ham ikke at snuppe sin anden etapesejr i træk.

»Det var en hård dag. Jeg har ikke været på toppen i dette års Schweiz Rundt, men jeg leverede en god sprint i dag. Jeg kom foran Sagan, og så var jeg i stand til at holde ham bagved mig. Jeg følte, jeg havde styr på ham, men det var hårdt med stigningen op til målstregen. Holdet leverede en fantastisk indsats, og jeg er glad for, at jeg kunne runde det godt af,« sagde Alexander Kristoff efter løbet til cyclingsnews.com.

Jakob Fuglsang kom ind i 18. position fem sekunder efter Kristoff. Det var samme tidsmargin som løbets fører Thibaut Pinot. Nærmeste forfølger Thomas Geraint hentede dog fem sekunder på Pinot, så der er nu 37 sekunder, som adskiller de to inden de sidste to etaper, hvor den sidste er en tidskørsel.

Efter syvende etape ligger det samtidig fast, at Stefan Denifl (IAM) ikke længere kan fravristes bjergtrøjen.