Oleg Tinkov vil reformere cykelsporten, og han får opbakning af ingen ringere end Lance Armstrong, der har skrevet direkte til Tinkoff-Saxo-bossen på Twitter.

I et Facebook-opslag, som den gæve russer også har lagt ud på sin Twitter-profil, kalder han på forandring. Tiden med 'de gamle' sportsdirektører som Bjarne Riis, der nu ikke længere er på Tinkoff-Saxo, og Johan Brynell bør slutte, mener Oleg Tinkov.

I dagens cykelsport er cykelholdene dybt afhængige af sponsorindtægter, og derfor skal der ifølge Oleg Tinkov ske forandringer, så holdene også bliver selvkørende på den økonomiske landevej.

Læs også:

»Her er mit synspunkt: Cykelsporten er nødt til at forandre sig... eller dø, eller måske bare springe fra skandale til skandale,« skriver Oleg Tinkov.

Et af cykelsportens måske allerstørste navne gennem tiden Lance Armstrong, der både har fantastiske rytterpræstationer på cv'et, men også rigeligt med skandaler, giver Oleg Tinkov ret.

»Oleg, jeg er ikke sikker på, om det rent faktisk er dig, der har skrevet dette, da det adskiller sig en del fra dit normale brokkeri, men hvis det er, bravo, jeg er enig i NÆSTEN det hele,« skriver Lance Armstrong.

Lance Armstrong har god grund til at tvivle; alene i den seneste uge har Oleg Tinkov haft Twitter-sigtekornet indstillet mod især danske cykelfans, der har brokket sig over behandlingen af Bjarne Riis, og generelt er han mand for at levere mange opsigtsvækkende opadteringer.

Læs også

Selvom skindet måske bedrager, er den altså denne gang god nok ifølge Oleg Tinkov - det er ham, der har griflet sine holdninger ned.

»Hej Lance! Det var MIG, men teksten er blevet oversat til engelsk af min personlige assistent :-). Nogle gange underholder jeg her, men denne gang er jeg seriøs,« skriver Oleg Tinkov som svar til den amerikanske verdensstjerne.

Er der mon en uventet alliance under opsejling?