Brian Nygaard tager hatten af for sejrherren i Flandern Rundt

Da Brian Nyegaard var pressechef hos Bjarne Riis, kunne de to danskere ofte juble sammen over store sejre. Som konkurrenter, som de to danskere er i dag, har den nuværende direktør for det Luxembourg-baserede Leopard Trek-hold dog overskud til at vise respekt for Team Saxo bank-Sungards sejr i Flandern Rundt, selv om det kostede Brian Nygaards egen mand, Fabian Cancellara, sejren.

- Jeg har bare et stort, stort tillykke til holdet og til Bjarne for en fantastisk flot sejr. Det var klogt kørt, siger Leopard Trek-direktør Brian Nygaard ifølge Ritzau.

- Fantastisk flot af Nuyens. Det var et virkelig flot comeback af en snu rytter. Han kørte sin chance perfekt og et stort, stort kompliment til ham, siger Brian Nygaard.

Storfavoritten Cancellara, der i sidste sæson kørte for Bjarne Riis, men som nu er på Nygaards Leopard-hold måtte stille indse, at supermænd også har deres grænser.

- Supermænd har også svage øjeblikket. Jeg fik kramper, sagde Fabian Cancellara ifølge Ritzau.

- Jeg hørte over radioen, at BMC-holdet kørte som død og helvede, og seks ryttere, der kører sådan, kan selv supermand ikke stille noget op imod, tilføjede han.