I Magnus Cort-terminologi kan en sejrstørke betegnes som knap to måneder. Den danske komet har bare vundet og vundet de seneste to sæsoner, og særligt i 2014 har den 21-årige bornholmer domineret den europæiske løbskalender.

Den 15. juni kunne Magnus Cort således strække armene i vejret for 12. gang siden sæsonstarten i marts – men sidenhen er sejrene udeblevet. Det blev der lavet om på onsdag, da Magnus Cort strøg først over stregen på 1. etape af årets Post Danmark Rundt. Og det lettede hos den jublende glade danske vinder.

- Holdet kører godt hele dagen, og så er jeg i stand til at gøre det færdigt. Det er fantastisk. Det er den 13. sejr i år - efter min tørke efter den 12. sejr. Det her var jo ulykkes-sejren, og jeg var bange for, at den aldrig ville komme. Men nu lykkedes det her til Danmark Rundt, og det kunne jo ikke være federe, siger Magnus Cort.

Første etape fra Hobro til Mariager blev alt andet end en slappertur for Magnus Cort og Post Danmark Rundt-feltet. Især de sidste tre kuperede omgange inde i Mariager by kørte de danske favoritter, Lars Bak, Jakob Fuglsang og Tinkoff-Saxo hårdt på hinanden, forklarer Magnus Cort. Men han havde læst op på finalen og vidste, hvordan han skulle placere sig.

- Det var pissehårdt. Den sidste gang over bakken kører jeg alt, hvad jeg kan, og jeg er ikke helt sikker på, jeg havde noget at køre med i spurten. Men det lykkedes. Jeg får inder-svinget, som var meget vigtigt, og så er der ikke nogen, der kan gå forbi mig til sidst.

Magnus Cort kører torsdag ud på 2. etape fra Skive til Aarhus iført den gule førertrøje.