Huy, Belgien: Fabian Cancellara tog sig til ryggen og satte sig noget besværet ind i den holdbil, der kort tid efter dagens etape af Tour de France kørte schweizeren til scanning.

Dagen kunne nærmest ikke have været værre for Trek-holdet. Fabian Cancellara mistede den gule trøje, men hvad der måske er endnu værre, så styrtede Cancellara og kom alvorligt til skade.

Endnu ved ingen fra holdet, hvad der præcist er sket med Cancellara, fortalte general manager Luca Guercilena til bt.dk kort tid efter etapen.

»Det var et meget slemt styrt, og Fabian slog sig på mest på ryggen. Han var en smule svimmel efter styrtet, men det giver ham ikke problemer mere. Vi håber ikke, han har brækket noget, men det er bedst at vente med at sige mere, til han er blevet scannet,« lød det fra Luca Guercilena.

Etapen blev vundet af spanieren Joaquim Rodriguez, og Froome tog tid på de øvrige klassementsfavoritter på den skræmmende bakke Mur de Huy, men Fabian Cancellara er den store historie fra 3. etape.

Efter det voldsomme styrt, der også involverede en vifte af andre rytter, blev løbet neutraliseret. Feltet stoppede simpelthen med at køre, indtil Cancellara og de andre ryttere var tilbage i feltet.

»Der var meget forvirring derude på ruten, fordi der var så mange ryttere involveret, men jeg synes, det var en god beslutning af løbsledelsen at neutralisere løbet,« sagde Luca Guercilena.

Fabian Cancellara havde travlt med at komme væk og sagde ikke et ord til pressen efterfølgende.