Garmin-Sharp snød sprinterholdene for etapesejren, da Ramunas Navardauskas stak af med 13 km til mål og på fornem vis formåede at holde et jagtende felt bag sig i silende regnvejr.

Dermed sikrede Navardauskas Litauen den første etapesejr nogensinde i Tour de France-regi. Men det var ikke sejren, der prægede snakken efter etapen. Det kom i stedet til at handle om den gule trøje Vincenzo Nibali og hans Astana-chef Aleksander Vinokourovs betændte dopingfortid.

Den anerkendte irske journalist David Walsh, der var med til at afsløre Lance Armstrongs dopingmisburg, stillede spørgsmål til Vincenzo Nibali om, hvorvidt den italienske stjerne ville ønske, at holdejer Vinokourov ville tale åbent om doping i cykelsporten.

- Jeg synes, at han allerede har gjort det (talt åbent, red). Han har forklaret sig, og har betalt prisen. Han overstod sin straf og kom tilbage, svarede Nibali roligt og fortsatte:

- Astana er et nyt hold, med ny stab og en ny gruppe ryttere, der er meget yngre end før. Der er et anderledes hold i forhold til tidligere. Jeg kan kun sige, at Vinokourov er team manager lige nu, og hovedsponsoren, Astana, har forsøgt at foretage et retningsskifte for hele holdet og prøver nu med stolthed at få udbredt sit navn over hele verden.

Nibali forlod efterfølgende pressemødet.

Kun uheld kan forhindre italieneren i at fejre sin første Tour-triumf, når feltet søndag rammer Paris og Champs-Élysées. Nibali har over syv minutter ned til nummer to, Thibaut Pinot (FDJ.fr)