Huy, Belgien: Skys Chris Froome kørte sig mandag i Tour de Frances gule førertrøje, da han på tredje etapes frygtede og berygtede afslutning på nærmest lodrette Mur de Huy satte de tre andre Tour-favoritter - Alberto Contador, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali - til vægs.

500 meter før mål accelerede briten uimodståeligt, og han var få meter fra at indhente etapevinderen Joaquim Rodriguez (Katusha), der lå foran feltet.

Froome nåede at tage 18 sekunder på Contador og 11 sekunder på Quintana og Nibali. Og Sky-kaptajnen var efterfølgende forbløffet over scenariet.

»Stigningen passer mig egentlig ikke ret godt, så det er lidt af en overraskelse, at jeg kunne køre ind på en andenplads og tage tid på de andre favoritter. Jeg kunne ikke være mere tilfreds,« sagde Froome, der sidste år måtte udgå af Tour de France efter et styrt på de belgiske brosten, som feltet tirsdag skal lægge arm med.

»Det er en fantastisk følelse at være tilbage i gult efter den store skuffelse, jeg oplevede sidste år. Jeg havde overhovedet ikke forventet, at jeg skulle føre løbet så tidligt.«

På spørgsmålet om hvorvidt, at Froome-opvisningen viste det reelle styrkeforhold mellem favoritterne, var briten noget forsigtig.

»Jeg ved ikke lige, hvor meget vi kan konkludere om årets Tour ud fra en stigning på en kilometer, men det er helt sikkert en god position at være i - det er i hvert fald bedre end at være tvunget til at jagte mine konkurrenter.«