Med sin spanske superstjerne Alberto Contador som sensationel aktør, tager Bjarne Riis til Vuelta España for at bidrage til underholdningen.

Bruddet på det højre skinneben er helt fint. Det samme er det dybe kødsår, Alberto Contador pådrog sig, da han styrtede ud af årets Tour de France halvvejs inde i løbet.

Efter tidligere at have erklæret deltagelse i Vuelta España for usandsynlig dukkede Alberto Contador med ni dage til start op som en åbenbaring for de spanske løbsarrangører.

Og for Bjarne Riis og Team Tinkoff-Saxo er det også en positiv overraskelse at få holdets absolutte superstjerne tilbage på startlinien med et nummer på ryggen.
   
Det store spørgsmål er selvsagt, hvordan den 31-årige spaniers form er efter den skadesbetingede pause.

- Det er svært at sige. Men først og fremmest må vi være realistiske, siger Bjarne Riis til BT.

- Vi vil komme til Vueltaen og tage det dag for dag. Der er ikke noget pres på Alberto overhovedet, for selvfølgelig kan vi ikke regne med, at han er i topform. Derfor må vi afvente og se, hvordan det hele udvikler sig, Og hvordan, der bliver kørt, understreger Riis.

Med ikke færre end 13 bjergetaper af varierende sværhedsgrad, er der vanen tro lagt op til klatreture i kilometermål under de tre ugers odyssé i det spanske. Samtidig byder startlisten på et overflødighedshorn af tunge og velrenommerede navne, hvoraf i alt syv tidligere har stået øverst på podiet i et tre ugers etapeløb.

De perspektiver er Bjarne Riis bevidst om. Også når det handler om at estimere Contadors muligheder overfor så skræmmende et modstandersjak.

- Alberto er på ingen måde favorit, og der er ikke nogen grund til tale den slags op, når vi ikke ved mere præcist, hvor han står. Vi ved, at han kommer hurtigt i form, og derfor bliver det da også de sidste 10 dage af løbet, vi for alvor vil kigge på, lyder det fra Riis, der tydeligvis glæder sig til sæsonens sidste Grand Tour.

- Vi skal først og fremmest ned og have det sjovt. Så må vi se, hvad det kaster af sig og meget afhænger af, hvordan løbet udvikler sig. Da Alberto vandt Vueltaen i 2012, kom han også tilbage efter en længere pause (på grund af dopingkarantæne, red.), men niveauet i feltet for to år siden var altså ikke som det, der tegner sig nu, siger Riis.