Nu er det slut mellem Oleg Tinkov og Bjarne Riis. De tidligere makkere, partnere og muligvis også venner er ikke længere sammen om cykelholdet Tinkoff-Saxo, efter det søndag aften blev officielt, at Bjarne Riis er fortid som team manager.

Det sker ovenpå den suspendering, som BT kunne afsløre i mandags. Trods en stor indsats af Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen, måtte han dog ifølge eget udsagn opgive at samle de to parter igen, da det "under forløbet er det blevet klart for mig, at ingen af de to i realiteten var særligt opsatte på at finde en løsning på at fortsætte samarbejdet", som han skrev på Facebook.

Men der var engang, hvor Riis og Tinkov skålede i champagne og hyggede sig sammen. Dengang Oleg Tinkov offentligt erklærede sin kærlighed til Bjarne Riis med de her tre tweets:

"Jeg tror, det russiske fodboldforbund skulle have ansat Bjarne Riis i stedet for Fabio Capello til VM 2014," skrev Tinkov efter Ruslands tidlige VM-exit den 27. juni 2014.

"De, som aldrig troede på Bjarne og mit makkerskab, tabte. Vi er det bedste hold. We are the champions my friends," skrev Tinkov den 19. oktober 2014.

"Jeg er så rørt. Tak @stefelt (Stefano Feltrin, Tinkoff-Saxo-direktør, red.) og Bjarne Riis. Jeg er klar næste år. Det lover jeg," skrev Oleg Tinkov 12. november 2014.

Sådan har Oleg Tinkov det nok næppe længere.