Det var grimme billeder, der rullede over tv-skærmen fra cykelløbet Baskerlandet Rundt, hvor Jonas Vingegaard var involveret i et voldsomt styrt på torsdagens etape.

TV 2s cykelkommentator Rolf Sørensen var efterfølgende i chok over styrtet. Det fortalte han til TV 2 News.

Han tager det 'som et godt tegn', at Jonas Vingegaard efterfølgende pegede på sin skulder.

»Mine tanker er ved Jonas og de andre, der er styrtet. Om det har nogle fatale konsekvenser,« siger Rolf Sørensen.

»For det er jo ikke til at gisne om det, som jeg siger. Hvad er der sket? Hvad er der sket, også med Jay Vine, som lå stille i en halv time?,« siger Rolf Sørensen desuden.

Både Jonas Vingegaard, Jay Vine og Steff Cras, der umiddelbart var de tre hårdest ramte i det store styrt, er alle blevet bekræftet ved bevidsthed af deres respektive hold.

De er nu på hospitalet for at blive undersøgt.

»Roglic så vi i sin egen bil. Og han så faktisk ok ud efter omstændighederne. Måske skal han ikke engang på hospitalet.«

Om Jonas Vingegaards muligheder for at komme med i Tour de France, som danskeren har vundet to gange, siger Rolf Sørensen:

»Det er for tidligt. Jeg krydser bare fingre for, at han først og fremmest kan komme på cyklen igen snart.«

Også Remco Evenepoel var involveret i styrtet, og han er ligesom de andre udgået af løbet.

Mattias Skjelmose har overtaget førertrøjen, som han dog ikke tog på, da han stod på podiet efter etapen.

Du kan følge den seneste udvikling i B.T.s liveblog LIGE HER.