Tinkoff-Saxo overvejer et sagsanlæg mod føreren af den motorcykel, der kørte Peter Sagan ned på 8. etape af Vuelta a España.

Det skriver holdet i en pressemeddelelse.

»Tinkoff-Saxo offentliggør efter 8. etape af Vuelta a España, at holdet overvejer at tage juridisk affære mod den person eller de personer, der var ansvarlige for Peter Sagans styrt med 8,2 kilometer tilbage af etapen,« skriver Tinkoff-Saxo.

Peter Sagans bagdæk blev ramt af motorcyklen, der »hensynsløst og farligt kørte gennem feltet i høj fart,« som Tinkoff-Saxo formulerer det. Slovakken slog en kolbøtte og bragede i asfalten - med en masse overfladiske skrammer til følge, blandt andet en hudafskrabning på balden.

Det russiskejede cykelhold mener ikke, at det kan være rigtigt, at sådan noget finder sted i international cykelsport.

Under sommerens Tour de France gik det ud over Jakob Fuglsang, at en motorcykel kørte forbi rytterne i høj fart. Astana-rytteren blev pløjet ned af en motorcykel på vej op ad stigningen Col du Glandon. Føreren af motorcyklen blev efterfølgende smidt ud af Tour de France.

Få uger efter - 1. august i Clasica San Sebastian - blev belgieren Greg van Avermaet (BMC) kørt i asfalten af en motorcykel.