Saxo Banks ejer, Lars Seier Christensen, kunne ikke overbevise Bjarne Riis eller Oleg Tinkov om, at det var muligt at fortsætte sammen på cykelholdet Tinkoff-Saxo. Den danske bank fortsætter som medsponsor året ud. 

Det skriver Lars Seier Christensen søndag aften i en besked på sin personlige Facebook-profil. Saxo-bossen var ellers taget til Schweiz for at mægle mellem parterne, men det forsøg mislykkedes, erkender han.

»Det er med stor beklagelse, at jeg må konstatere, at Bjarne Riis forlader Team Tinkoff-Saxo med omgående virkning. Dette sker efter fælles aftale mellem de to parter. Jeg har selv de seneste dage forsøgt at mægle mellem parterne og har været i løbende kontakt med både Oleg Tinkov og Bjarne Riis,« skriver Lars Seier Christensen og fortsætter:

»Under forløbet er det blevet klart for mig, at ingen af de to i realiteten var særligt opsatte på at finde en løsning på at fortsætte samarbejdet, og på den baggrund er dette nok det bedste udfald under omstændighederne.«

Danske Saxo Bank har været storsponsor gennem mange år, mens Bjarne Riis var ejer af cykelholdet. Og det er med stort vemod, at Lars Seier Christensen må konstatere, at samarbejdet med den tidligere danske cykelstjerne nu er et overstået kapitel.

»Jeg vil gerne sige Bjarne en stor tak for mange års tæt samarbejde med både store successer og udfordringer undervejs. Bjarne og jeg vil naturligvis fortsat holde kontakt, da vi ikke blot har været partnere, men også er blevet gode venner igennem de sidste otte sæsoner,« fortæller Lars Seier Christensen.

Han bekræfter samtidig, at han og Saxo Bank fortsætter som medsponsor af Oleg Tinkovs cykelhold året ud, selvom Bjarne Riis ikke længere er med ombord.

»Saxo Bank fortsætter sit sponsorat i overenstemmelse med den aftale, vi har indgået med Team Tinkoff-Saxo for 2015-sæsonen. Selvom vi altid har gjort det klart, at Bjarne var en meget vigtig faktor for vores sponsorat, gælder vore forpligtelser naturligvis også både ryttere og medarbejdere på holdet samt vore mange fans verden over. Det gælder ikke mindst de danske fans, da Team Tinkoff-Saxo som bekendt har mange store danske profiler.«