Med Rafal Majkas triumf onsdag ryger Tinkoff-Saxos etapesejrstotal op på tre stk, og holdet er godt i gang med at forvandle et katastrofalt Tour de France til en succes efter Alberto Contadors exit fra løbet.

Og det skal Team Manager Bjarne Riis have stor kredit for. Det mener i hvert fald Lars Seier Christensen, direktør i Saxo Bank, som stødte til holdet tirsdag aften, hvor Michael Rogers’ etapesejr blev fejret - og nu er der så endnu mere at glæde sig over for co-navnesponsoren med en etapesejr til Majka, der samtidig snuppede så mange bjergpoint onsdag, at polakken nu ligger alene i spidsen af bjergkonkurrencen med et solidt forspring til konkurrenterne.

- Som jeg har sagt utallige gange, så er det et eller andet sted Bjarne, der er stjernen på det her hold for mig, fordi han altid kan få et eller andet ud af enhver situation. Og det må man sige, han endnu en gang har bevist. Jeg tror altid på, der sker noget godt, når Bjarne er hernede. Og det gjorde der så også, siger bankdirektøren.

Troede du også på, at det ville gå så godt, da Contador styrtede og udgik?

- Ja, selvfølgelig. For jeg kender Bjarne, og jeg ved, at det ikke bliver kedeligt i hvert fald, Nu er det så gået over al forventning de seneste fire-fem dage, men han vil altid prøve noget, det ved jeg. Jeg var med til mødet her i morges, og det, der skete på etapen, ligger utrolig tæt på det, det blev aftalt under mødet. Det viser jo også, at det er ikke noget, der kommer af sig selv, siger Lars Seier Christensen og fortsætter:

- Det er klart, at det hele har udviklet sig lidt anderledes, end vi havde forventet fra starten, men tre flotte etapesejre som de her, det hjælper ganske betragteligt på humøret. Jeg vil sige, stemningen var helt i top i aftes, men den er nok rigtig god i aften, kunne jeg forestille mig, siger han med et smil.

Jeres sponsorat udløber efter denne sæson - hvad betyder det her Tour de France for din lyst til at fortsætte som sponsor for holdet?

- Det hjælper da betragteligt på humøret. Hvis ellers Oleg (Tinkov, red.) har lyst til at spille bold, så må vi se, om vi kan finde ud af noget. Men det taler vi om senere, lyder det Lars Seier Christensen.