Der gik ikke længe, fra Alberto Contador udgik af Tour de France, til han sad på cyklen igen. Fem dage.

Det så dramatisk ud, da Tinkoff-Saxos Alberto Contador måtte trække sig fra årets Tour de France efter et voldsomt styrt på 10. etape. De første meldinger gik da også på, at hans sæson var færdig. Langsomt begyndte det dog at lyde, at han ville blive klar til årets Vuelta a España.

Det blev han som bekendt også. Men det var ikke i sidste øjeblik, at han blev klar, fordi han begyndte allerede at træne fem dage efter styrtet. Det fortæller Cesar Flores, specialisten, der skulle hjælpe spanieren med at komme tilbage.

- Hans skade krævede ikke behandling, så jeg vurderede, at han skulle hvile i 10 dage uden at røre cyklen. Men Alberto var tilbage på cyklen efter fem dage. Det ligger i deres natur, siger han til det spanske medie AS.

Og selvom noget kunne tyde på, at skaden ikke var så slem, når Contador kunne træne så hurtigt, så et det ikke tilfældet.

- Selvom folk tror nej, så var det alvorligt. Bruddet var fem-seks uger om at hele og såret brød op, hvilket medførte nye komplikationer – som har forhindret andre ryttere i at deltage i lignende løb, siger Cesar Flores.

Alberto Contador er kommet så stærkt tilbage, at han er godt på vej mod den samlede sejr i Vueltaen. I øjeblikket fører han løbet med mere end halvandet minut til sine nærmeste konkurrenter.