BTs sportschef ser tegn på, at Wiggins bliver hædret i gult på Champs-Elysées i år.
- Bloody hard work.
Det var Bradley Wiggins' svar på, hvordan han vil vinde årets Tour de France. Og det er da også et meget godt bud. Men spørgsmålet er, om Wiggins nu også bliver sat på så hårdt arbejde i dette års Tour. Ja, jeg ved, at man ikke kan trille til Paris og stadig få gult, men uden en klatrer med en mission som konkurrent, kan jeg tvivle på, hvem der for alvor skal sætte den engelske kaptajn på Sky under pres.
De to lange enkeltstarter vil sætte et stort præg på løbet. Måske i langt højere grad end retfærdigt er. For med fraværet af ryttere som Alberto Contador og Andy Schleck, der begge evner at gøre en forskel i bjergene, er de tilbageværende favoritter karakteriseret ved, at de normalt forlader sig på et malende tempo opad og en solid enkeltstart, der kan knuse klatrerne.
Men hvis alle har den filosofi i år, vinder Wiggins, er mit bud. For nok har han trænet voldsomt på stejlere stigninger i år. Munketilværelsen i højderne på Tenerife har haft som formål at styrke Wiggins' evner på de værste bjerge. Men Wiggins er ikke en eksplosiv rytter, og derfor må det nødvendigvis også være nøglen til at knække ham. Jeg er bare bange for, at ingen af de andre udfordrere - og her tænker jeg naturligvis mest på Cadel Evans - har modet til at levere angrebene. Og at deres figenblad for en lidt mere afventende attitude er, at Bradley Wiggins nok har været forårets helt store oplevelse, men at spekulationerne om Wiggins' holdbarhed i et tre ugers løb lever. Altså at de også vil se tiden an frem mod den sidste enkeltstart på næstsidste etape i håb om, at Wiggins ikke helt har styrken og kan væltes.
Endelig er der selve rutelægningen. Ja, der er mange knolde i den første uge. Og nok er der hårde etaper i den første halvdel af løbet, men som udviklingen viste sidste år, var det først i Alperne (der lå sidst i 2011), at de store angreb blev sat ind. Som følge af nødvendighed, mere end som følge af styrke eller mod. En frygt kunne derfor være, at de store Alpe-brag ikke bliver udnyttet, men bliver kontrolleret af Sky med Richie Porte, Michael Rogers og Chris Froome som asfaltædende motorcykler i front.
I år er Pyrenæerne lagt sidst. Men er ruten oplagt nok til store angreb? På papiret ikke, men desperationen kan selvfølgelig være så stor, at man ser bort fra, at der ikke er den oplagte etape at sætte angrebet ind på.
For tager vi en etape som den 16. fra Pau til Bagnères-de-Luchon, så rummer den legendariske Col d'Aubisque og Tourmalet, men de er placeret langt fra mål. Og de to næste stigninger, Aspin og Peyresourde, er mere spiselige. Og med tanke på, at Sky har et voldsomt stærkt hold, så skal desperationen være stor, hvis man kaster sig ud i et voldsomt angreb langt fra mål, velvidende at der er masser af kilometer til at blive hevet ind igen. Så SKAL det ske dagen efter på Port de Bales og videre til Peyresourde, inden den sidste knold til Peyragudes, skisportsstedet lige over Peyresourde. Men er Cadel Evans en mand, der lancerer det store angreb på Bales? Jeg tvivler.
Og hvem skal det så være? Måske Vincenzo Nibali, der virker som om, formen er toppet rigtigt. Og han er mindre afhængig af et hold som backup. Heldigvis, for der blev brugt mange kræfter i Giroen på at køre Ivan Basso frem til en komplet ligegyldig femteplads. Måske er han manden, der kan sætte fut i møget. For det er pinedød nødvendigt, hvis det ikke skal blive Sky, Sky, Sky og Wiggins i gult i Paris.
