Moderen til den afdøde cykelrytter Marco Pantani siger, at hendes søn var bange for at vinde Giro d'Italia i 1999, hvor han endte med at blive smidt ud af løbet.

- Jeg fandt små stykker papir blandt hans ejendele, hvor han havde skrevet: 'Jeg er bange for at vinde', siger Tonina Pantani til Gazzetta dello Sport.

- Han sagde altid til mig: 'Mor, jeg forstår det ikke. Jeg er opdraget til at gøre mit bedste i cykelløb. I stedet bliver jeg bedt om at gøre det modsatte'.

Den italienske cykellegende døde i 2004, og den officielle dødsårsag siger en overdosis af kokain. Men der er sået tvivl om den faktiske årsag efter, at to separate undersøgelser blev iværksat af offentlige anklagere tidligere på ugen.

Spekulationerne går nu på, at Pantani er blevet tvunget til at trække sig ud af Giroen i 1999 for at forhindre bookmakere med forbindelser i mafiaen i at lide store tab.

En separat efterforskning skal kigge nærmere på begivenhederne omkring Pantanis død på et hotel i Rimini, og muligheden for, at han i virkeligheden var et offer for overlagt mord.

Marco Pantani, der var den seneste rytter til at vinde den sjældne Giro d'Italia-Tour de France-double i samme år (1998), var kun to dage fra at vinde Giro d'Italia i 1999, da han blev smidt ud af løbet på grund af en blodprøve, der viste en hæmatokritværdi over den maksimale grænse.