Danmarks Cykle Union har udpeget Anders Lund som ny ansvarlig for talentudvikling og U23-landshold.

Dansk cykelsport har i efterhånden en imponerende årrække fejret triumfer i ungdomsårgangene og ikke mindst på U23-landsholdet.

Efter afgang fra landstræner Morten Bennekou, der takkede ja til en stilling som sportsdirektør hos World Tour-holdet Giant-Shimano, har Danmarks Cykle Uníon nu udpeget Anders Lund som den nye mand på posten.

»Jeg er vanvittig spændt på den her opgave. Jeg var i chok, da jeg fik tilbuddet, men jeg glæder sindssygt meget. Det er meget spændende. Jeg føler mig privilegeret og er ydmyg over at skulle overtage fra Morten Bennekou i Danmarks Cykle Union,« siger Lund i en pressemeddelelse.

I modsætning til den højt respekterede Bennekou, der ikke havde praktisk erfaring med livet som prof-rytter, har Anders Lund selv været aktiv på højeste niveau.

Den nu 30-årige københavner har således en fortid i stald Riis, hvor han overvejende sled sine dæk op som hjælperytter. Lund var også forbi Leopard-Trek, inden han valgte at stoppe karrieren efter sæsonen 2013.

Som ungdomsrytter var Anders Lund en del af en meget lovende generation, der tæller navne som André Steensen, Jakob Fuglsang, Matti Breschel og Mads Christensen, og den nye U23-landstræner vandt i 2003 VM-sølv i juniorernes landevejsløb.

»Jeg glæder mig til blandt andet at skulle ind og arbejde med det mentale hos talenterne, hvor jeg virkelig tror på, at jeg kan sætte mit præg. Jeg glæder mig til at skulle arbejde med en af de bedste U23-bruttotrupper i verden,« erklærer Lund med henvisning til den danske landsholdstrup, der dels vandt VM-guld ved Mads Würtz Schmidt og dels kørte så forrygende i Tour de l'Avenir - også kendt som ungdommens Tour de France.