Bjarne Riis har ofte haft held med et sidevindsangreb, der har taget modstanderholdene på sengen. Og med godt 30 kilometer tilbage af onsdagens relativt flade Vuelta a España-etape forsøgte Tinkoff-Saxo igen at skabe kaos i den drilske sidevind.

Håbet var, at holdets kaptajn, Alberto Contador, kunne stjæle vigtige sekunder - måske endda minutter - i forhold til sine værste konkurrenter. - Christopher Froome (Sky), Nairo Quintana (Movistar) og Joaquim Rodriguez (Katusha).

Men modstanderne havde luret Riis' taktik, og da tre Tinkoff-Saxo-ryttere pludselig forsøgte at rive feltet fra hinanden, sad alle favoritterne godt placeret, og det dansk-russiske hold måtte opgive ævred.

I stedet endte det i en massespurt, hvor det igen var det den tyske sprinter John Degenkolb (Giant-Shimano), der sejrede foran Nacer Bouhanni (Francaise des Jeux) og Moreno Hofland (Belkin). Degenkolb kørte en lang spurt i mål og understregede nok en gang, at han er feltets hurtigste mand. Tyskeren sprintede sig også til etapesejren tirsdag.

Efterfølgende klagede Bouhanni over, at Degenkolb havde kørt uforsvarligt i den tætte spurt, men Francaise des Jeux-rytteren fik ikke held med sin protest.

Det lykkedes ikke Orica GreenEdges Michael Matthews at blande sig i spurten, men australieren bevarer alligevel sin føring i den samlede stilling.