Et af cykelsportens største budgetter fra den kommende sæson. Det er den virkelighed, Bjarne Riis er begyndt at forholde sig til. Og hvor en af de største udfordringer er at få den nye ejer af holdet til at have et realistisk forhold til cykelsporten. Men at der kommer flere penge, er sikkert, lyder det fra Bjarne Riis.

- Vi bliver store, siger han smilende.

- Jeg ved ikke, om vi er de største. Det er ikke det, det kommer an på. Det handler om at bruge pengene på det rigtige. Jeg har før skabt et stort hold for færre penge. Jeg troede, da Stein Bagger kom ind (i 2008, red.), at jeg skulle have holdet med det største budget, men det skete ligesom ikke. Alligevel havde vi et godt hold. Det har vi altid haft. Der er sgu ikke nogen, der skal fortælle mig, hvordan man driver et cykelhold og forretningen omkring et cykelhold. Jeg har været med hele vejen, siger Bjarne Riis.

Men han er ikke længere ejer af sit eget hold. Det blev solgt i efteråret til den russiske rigmand Oleg Tinkov, der ellers brugte den sidste del af Tour de France 2013 på at svine Alberto Contador til via Twitter - i grader af mere eller mindre ædru tilstand.

Milliardæren Tinkov er da også en udfordring for Bjarne Riis. For selv om de begge deler passionen for cykelsport, er den flamboyante russiske herre ret langt fra den mere afmålte jyske ditto. Og det er den sidstnævntes egenskab, der skal bruges i oprustningen.

- Jeg tror, at Oleg har indset, at det ikke er ligetil at drive et cykelhold. Og at det er dyrt. Det fortæller jeg ham hele tiden: Tænk på, hvad jeg har fået ud af det budget i alle de år, jeg havde holdet. Og hvor godt mit hold har været. Jeg er ret stolt af det, jeg har opnået med det budget, jeg har arbejdet med, som er markant mindre end det budget, vi får næste år, siger Bjarne Riis.

Oleg Tinkov har allerede skabt overskrifter med sine bombastiske udmeldinger om, at han nærmest er ved at købe hele feltet, herunder navne som Alejandro Valverde fra Movistar og kometen Peter Sagan fra Cannondale. Det kunne Bjarne Riis aldrig finde på, men han kan godt trække på smilebåndet af sin chef.

- Det er hans stil. Vi bruger ikke vores penge forkert, selvom det er hans og ikke mine. Det her er business, og Oleg klatter ikke penge væk. Det tror alle, men det gør vi ikke. Nogle gange vil han en masse ting, hvor jeg så er nødt til at sige, at vi kan nøjes med at gøre én ting ad gangen. Det spil kører meget godt, synes jeg. Altså, Oleg er Oleg, og jeg er nok den, der bedst kan styre ham, hvis man kan sige det sådan. Han er en flamboyant type, og det er der også brug for. De kan jo ikke være lige så kedelige som mig alle sammen. Han er jo en glad dreng. Men man skal ikke tage fejl af ham. Han er realistisk nok på mange punkter, og man når ikke til det sted, hvor han er, hvis man ikke er klog og dygtig, siger Bjarne Riis.

Oleg Tinkov selv kan heller ikke helt genkende udlægningen af, at han skulle være manden, der bruger løs af pengene, mens Bjarne Riis omvendt holder på dem.

- Bjarne bruger ikke for mange penge, men jeg synes nu altid, han har været ret generøs. Da jeg så listen med lønninger til rytterne, tænkte jeg ved mig selv, at han da betalte dem ret godt. Så han er ikke nærig, siger Oleg Tinkov smilende til BT, men understreger straks, at fordelingen af roller mellem de to er klar nok.

- Jeg har et godt samarbejde med Bjarne Riis. Det var lidt underligt i begyndelsen, i de første par måneder efter jeg havde købt holdet. Men nu har vi fundet en god model, hvor han styrer alt det sportslige - det involverer jeg mig ikke i. Jeg havde ikke nogen indflydelse på, hvem der skulle med til Touren. Det er udelukkende hans ansvar. Jeg elsker cykelløb og er tit med, men der er klart fordelte roller nu. Der er ikke nogen konflikter nu, og jeg håber, det fortsætter på denne måde, siger Oleg Tinkov.

Og skal man tro Bjarne Riis, så gør det det.

- Jeg er glad. Det fungerer fint. Lige nu kan jeg ikke se, at det skal være anderledes, siger han.