Tinkoff-Saxos flamboyante og kontroversielle ejer, Oleg Tinkov, fortsætter med at råbe op - og han kan slet ikke dy sig fra at stikke til holdets - nu fyrede - danske team manager, Bjarne Riis.

Tirsdag eftermiddag publicerede han et langt opråb på sin Facebook-side, hvor han proklamerede, at 'professionel cykling er nødt til at forandre sig eller dø'.

Og samtidig løftede den russiske milliardær lidt af sløret for, hvorfor Bjarne Riis ikke længere kunne bruges på cykelholdet.

»Cykling er nødt til at forandre sig. Tiden med Sainz, Brynell og Riis er ovre - de sad fast 2000-tallet, og det handler ikke nødvendigvis om doping. De forstår bare ikke nogle åbenlyse ting og ved ikke, hvordan man leder hold på en moderne måde,« skriver Tinkov og fortsætter:

Læs også:

»At lede et hold handler ikke bare om at udstikke retningslinjer fra en bilradio eller motivere rytterne, hvilket Riis eksempelvis var uovertruffen til. At lede et hold handler også om kedeligt, monotomt kontorarbejde. Tiden med kedelige og omhyggelige ledere er kommet - fyre som Dave Brailsford (manager på Team Sky, red.) og, håber jeg, vores nye direktør, Stefano Feltrin.«

»Det er grunden til, at jeg ikke overvejer den syndflod af tilbud om 'Riis' afløser', som jeg er blevet oversvømmet med fra hele kloden. Vi har ikke brug for dette - det er den gamle måde at tænke på, og den er ikke længere er levedygtig!,« lyder det fra russeren.

Bjarne Riis brød mandag aften tavsheden via en meddelelse på sin søns Twitter-profil. Her understregede cykel-ikonet, at han - efter aftale med Oleg Tinkov - ikke vil udtale sig mere om fyringen, og at han vil de dedikere den kommende tid til sin familie.

Men selv om der angiveligt findes en aftale om våbenfred i pressen mellem Riis og Tinkov, har russeren været meget aggressiv på de sociale medier, hvor han har ført adskillige ordkrige med danskere-  samt sendt skjulte stikpiller i retning af Riis.

Og i tirsdagens Facebook-meddelelse kan han heller ikke modstå fristelsen. Som en afskedssalut skriver Tinkov:

»Vi har ikke brug for en stjerne-manager - vi er et hold af cykel-stjerner. «