Det vil være problematisk, hvis Bjarne Riis gør comeback som holdejer i international cykelsport. Det mener Michael Ask, der er direktør i Anti Doping Danmark (ADD).

Hvis det en dag skulle lykkes Bjarne Riis at skabe et nyt cykelhold, vil hans fortid som både cykelrytter og cykelboss blive et problem for sporten, der fortsat arbejder på at komme ud af tidligere tiders alvorlige dopingskygge.

Så kontant er meldingen fra ADD-direktør Michael Ask, efter at det ifølge Ekstra Bladet er kommet frem, at Bjarne Riis har tilbudt Oleg Tinkov at købe det russiske cykelhold tilbage på danske hænder.

»Det er problematisk for cykelsportens renommé, hvis Bjarne Riis vender tilbage, for selv om han har forklaret sig og indrømmet noget, har vi en klar fornemmelse af, at han ikke har lagt alle kort på bordet,« siger Michael Ask til Ekstra Bladet og fortsætter:

»Var det vores opfattelse, at han faktisk havde gjort op med sin fortid, skulle han ikke være dårligere stillet end andre, men det er det ikke. Vi kan ikke stole på, at han rent faktisk vil arbejde for en ren sport.«

I stedet opfordrer Michael Ask igen Bjarne Riis til at fortælle ADD endnu mere om sin fortid i cykelsporten og derved gøre sig værdig til at blive holdejer igen.