Årets Tour de France blev lørdag skudt i gang, hvor det blev til sejr til tyske Marcel Kittel efter en spurt, hvor engelske Mark Cavendish styrtede.

Med Marcel Kittel som vinder af den 190 kilometer lange etape mellem Leeds og Harrogate i England, er han samtidig første mand i den gule førertrøje.

Kort før målstregen blev flere ryttere fanget i et stort styrt, hvor en af etapens store favoritter Mark Cavendish blev sendt i asfalten. Allerede nu er der frygt for, at han har brækket kravebenet, da han tog sig til det, mens han lå med ryggen i asfalten.

Det skete, efter han stødte sammen med Simon Gerrans, da de kæmpede hårdt mod hinanden om positionerne i feltet. Cavendish kom dog op på cyklen igen og trillede over målstregen i store smerter, mens han blev tiljublet af de mange fremmødte englændere.

For etapens uheldigste rytter, Mark Cavendish, betød etapen ekstra meget. Ikke alene er England hans hjemland, men selve målbyen Harrogate er samtidig Cavendish' mors fødeby. Derfor var styrtet utroligt ærgerligt for englænderen.

For Mark Cavendish' sportsdirektør Brian Holm var der skuffelse at føle.

- Det er klart, at han nok får en mindre depression her til aften, men så sover vi på det, og så er vi klar igen i morgen. Men det er klart, at når man ser situationen, så bander og svovler man. Men der er ikke meget andet at gøre, når man sidder og følger det i bilen, sagde Brian Holm efter etapen.

Tourens første etape blev også en dag, hvor 42-årige Jens Voigt gjorde sig bemærket, da den tyske rytter fra Trek-holdet tog på togt.

Det førte ham først over etapens to sidste stigninger, Buttertubs og Grinton Moor, der begge er kategori 3-stigninger og hver giver to point.

Dermed kommer Jens Voigt til at køre i prikker, og han bliver også den ældste nogensinde til at gøre det i Tour de France. Det er første gang siden 1998, hvor han debuterede, at Jens Voigt kommer i bjergtrøjen.

- Jeg sagde til mig selv på dagens etape, at jeg ville være med på den værste og se mig nu. Jeg er i bjergtrøjen, lød det fra Jens Voigt.

Danske Lars Bak tog i øvrigt det sidste point på den sidste stigning. Samme Lars Bak lå under stort set hele etapen forrest og satte tempoet.

Stort set lige efter sidste stigning med 60 kilometer tilbage af etapen blev Jens Voigt hentet af feltet, da bjergtrøjen var sikret. En stor præstation af feltets ældste rytter, der viser, at han langtfra er færdig.

Løbets helt store favoritter Chris Froome fra Sky og Alberto Contador fra Tinkoff-Saxo kom begge ind med resten af hovedfeltet. De styrtedes tidstab blev efterfølgende annulleret.

Rytterne bliver i England til og med tredje etape, hvorefter de franske landeveje vil blive indtaget.