Birgitte Rozzi på 84 ryster på hovedet.

Hun bor alene i en lejlighed på 5. sal på Frederiksberg, og hun har meget svært ved at se, hvordan hun skal forberede sig på, at der kan ske en krisesituation.

Og lige nu er der netop sket en eksplosion i interessen for at gøre sig beredt, hvis der sker en akut krise. 

»Det bliver anbefalet, at man gemmer nogle store dunke med vand, så man har forsyning, hvis der lukkes for vandforsyningen. Det skal så stå et sted, hvor der er mørkt og køligt,« siger Birgitte Rozzi, og tilføjer:

Her er Birgitte Rozzi på 84 år. Hun sidder her i sin lejlighed på Frederiksberg. 
Her er Birgitte Rozzi på 84 år. Hun sidder her i sin lejlighed på Frederiksberg.  Foto: Marchus Wehage
Vis mere

»Men jeg har hverken kælderrum eller et skur til dunkene. Jeg har et loftsrum, hvor der bliver rigtig varmt om sommeren.«

Birgitte Rozzi har også et andet problem.

»Jeg har altså ikke kræfter til at bære de tunge dunke op og ned af trappen i boligen,« siger hun. 

Det er ellers ikke sådan, at Birgitte Rozzi slet ikke har erfaring med håndteringen af kriser. 

Hun har nemlig været ansat som kursussekretær i Forsvaret i 27 år, inden hun gik på pension.

»Jeg synes, det er en skræmmekampagne, der bliver blæst op, hvor der opfordres til at gøre ting, som vi er nogle ældre mennesker, som ikke har mulighed for at gøre,« siger Birgitte Rozzi.

B.T. har givet Birgitte Rozzis udfordringer med vanddunkene videre til Malou Laursen, der er projektleder i Beredskabsforbundet, og som står for kurset ''Kriseparat i tre døgn'.

Hun har under et af kurserne, hvor B.T.s reporter var til stede, sagt, at holdbarheden af vand er noget af det, der giver mest usikkerhed

Malou Laursen er projektleder hos Beredskabsforbundet.
Malou Laursen er projektleder hos Beredskabsforbundet. Foto: Marcus Wehage
Vis mere

Birgitte siger, at der er meget varmt og lyst i loftsrummet, og derfor tænker hun, det er dumt at sætte sine dunke med vand der op, da det jo anbefales, at det er mørkt og køligt, der hvor vandet står. Hvad vil du anbefale hende at gøre?

»Jeg vil anbefale, at hun enten finder et sted i lejligheden, under sengen eller lignende, hvor hun kan have det. Ellers kan hun have det på loftsrummet i mindre dunke og så få dem tildækket, så de ikke får lys,« siger Malou Laursen.

Det bud på en løsning er Birgitte Rozzi ikke imponeret over. 

»Det er sgu da en dårlig løsning. Undskyld, jeg bander. Jeg har en hel del kasser stående under sengen, så der er ikke plads. Og på loftet er der meget varmt, og der er ikke elevator til, at jeg kan få dem op, så jeg synes ikke, det er en 100 procent god løsning,« siger hun. 

Malou Laursen, hvad vil du anbefale, hun gør, når hun har problemer med at bære dunkene, da de jo er ret tunge for en 84-årig?

»Jeg ville spørge naboen eller nogle børn, om de kan hjælpe,« siger projektlederen. 

Det svar er Birgitte Rozzi lidt mindre kritisk over for, selv om hun ikke nikker anerkendende. 

»Mine børn arbejder fra tidlig morgen til sen eftermiddag, og de bor ikke i nærheden. Hvis de ikke kan, må jeg jo snakke med naboerne, om de kan hjælpe mig, men det er jo ikke sikkert,« siger hun.

Læs HER, hvordan Danmarks førende ekspert i kriser, selv forbereder sig.