Direktøren for energiselskabet OK, der nu ejer halvdelen af Coop, forholder sig for første gang til det katastrofale minus, den kriseramte dagligvarekæde lørdag offentliggjorde.

Helt konkret havde Coop, der ejer SuperBrugsen, Kvickly og 365discount, et såkaldt driftsresultat for 2023 på minus 717 millioner kroner.  

»Det understreger det, vi hele tiden har sagt; Coop er i en alvorlig økonomisk situation,« siger Michael Løve, der er administrerende direktør for OK, til B.T. 

Det er da også store summer, OK smider ind i Coop. 

OK har sagt ja til at skyde mindst 700 millioner kroner ind i Coop Danmark, og så køber OK det store ejendomsprojekt, Coop-Byen, af Coop for 565 millioner kroner.

Og bliver det nødvendigt, har OK sagt ja til at putte yderligere 1,5 milliarder kroner ind i Coop. 

Michael Løve slår fast, at det er nødvendigt at lægge store penge i den kriseramte dagligvarekoncern. 

»Der er brug for kapitalindskud, og der er ikke noget af det, der kom frem lørdag, vi ikke har været fuldstændig vidende om,« siger direktøren og tilføjer: 

»Vi ved, hvad vi går ind i, og det bliver et langt sejt træk at få vendt skuden.«

Især 365discount stod for et katastrofalt underskud, og var med til at trække det samlede regnskab for Coop ned. 

Spørgsmålet er så, hvad det enorme underskud får af konsekvenser 365discount. 

Formanden for bestyrelsen i Coop, Jeff Gravenhorst, sagde lørdag, at hver af 365discounts butikker en efter en skal kigges igennem, og der med stor sandsynlighed kommer lukninger

Bestyrelsesformanden for Coop siger, at der højest sandsynligt kommer til at være lukninger af nogen af 365discounts butikker, da det er den kæde i koncernen, der har haft et katastrofalt underskud. Synes du også, der skal lukkes butikker i den kæde?

»Jeg må ikke udtale mig om den slags, så længe konkurrencemyndighederne ikke har godkendt den her handel. Så jeg må ikke lufte mine tanker om, hvad der skal ske hos Coop. Derfor kan jeg ikke udtale mig om nogen af vores planer med relation til Coop,« siger Michael Løve. 

Har du lyttet til B.T.s podcast Spar Kassen?

I det seneste afsnit går vi helt tæt på det dramatiske og historiske årsmøde i Coop, hvor man præsenterede et blodrødt katastroferegnskab, en ny formand og godkendte en historisk redningsplan.