Det kan føre til tvangsbøder til Danmark, hvis Folketinget ender med at vedtage Dansk Folkepartis forslag om at genindføre sugerør med engangsplastik.

Den melding kommer fra Bugge Thorbjørn Daniel, der er lektor og forskningsgruppeleder på Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

Han har nemlig gennemlæst forslaget fra Dansk Folkeparti, der skal til afstemning i Folketinget.

»Som jeg læser bestemmelserne er der ikke inden for direktivets rammer mulighed for at enkelte medlemsstater tillader markedsføring af plastiksugerør,« siger han.

Og ender forslaget med at blive stemt igennem vil det altså kunne få konsekvenser. 

»Skulle Danmark tillade denne markedsføring, vil det stride mod direktivet og forpligtelsen under traktaterne til at gennemføre dette, og vil i sidste ende kunne føre til at Kommissionen anlægge en såkaldt traktatbrudssag, evt. suppleret med påstand om, at Danmark skal betale en tvangsbøde eller et fast beløb,« siger lektoren. 

Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti, hvad siger du til, at lektor på Syddansk Universitet vurderer, at forslaget vil være i strid med Danmarks forpligtelser i EU?

»Sådan læser vi ikke direktivet. Der står klart, at det er indført med den forudsætning, at der findes et alternativ. Og det gør der ikke,« siger Morten Messerschmidt.

'Tynd begrundelse'
B.T. har bedt Bugge Thorbjørn Daniel gennemgå direktivet for at se, om Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti kan have ret i, at sugerør med engangsplastik kan genindføres, hvis der ikke er noget alternativ til dem.

»Jeg synes umiddelbart, at deres begrundelse virker lidt tynd. Der er også muligheden for genanvendelige sugerør, som jo både vil være mere miljøvenlige og i længden mere økonomisk fordelagtigt for virksomheder. Og der står netop i undtagelserne, at der skal tages højde for muligheden for genanvendelse,« siger lektoren og tilføjer: 

»Dermed ikke sagt, at det er en tabt sag for DF, men jeg vurderer den som lidt tynd.«

Der er overraskende mange penge at spare i udgifterne til brændstof. Hør mere om det i denne uges udgave af podcasten Spar Kassen: