På fredag sker det. 

For første gang bliver det store bededag, efter SVM-regeringen besluttede, at den ikke længere er helligdag. Og en branche er derfor under kæmpe stort pres. 

Det drejer sig om bagerne, der jo har forvane at sælge rigtig mange hveder lige op til store bededag. 

En opgørelse Danske Bank har lavet viser nemlig, at de danske bagere de sidste tre år har solgt mest dagen før store bededag. 

»Der er ingen tvivl om, at bagerne har haft rigtigt travlt med at lange hveder over disken dagen inden store bededag. Det er klart en af de travleste dage på året,« siger Louise Aggerstrøm Hansen, der er  privatøkonom hos Danske Bank. 

John Jønsson, der er formand for Bager- og Konditormestre i Danmark, fortæller, at bagerne satser på at sælge rigtige mange hveder i år. 

»Store bededag er jo ikke længere en fridag, men det ser ud som om, at det ikke kommer til at medføre tab af omsætning for bagerne,« siger han og tilføjer: 

»Vi ser tværtimod, at mange arbejdspladser bestiller hveder til fælles morgenmad, eftermiddagshygge eller tag-med-hjem poser til medarbejderne og deres familier.«

Kortforbrug hos bagere siden 2019.
Kortforbrug hos bagere siden 2019. Foto: Danske Bank / Danmarks Statistik / Macrobond
Vis mere

Trodser beslutningen 
Mange husker nok, hvordan det skabte stor vrede og demonstrationer, da statsminister Mette Frederiksen og Co. besluttede at fjerne store bededag som helligdag. 

John Jønsson mener da også, at danskerne reagerer i rent trods.

»Helt generelt tror jeg, at vores tradition med at spise hveder nærmest bliver både fastholdt og forstærket af, at regeringen har fjernet store bededags status som helligdag, folk hygger sig virkelig med dem. Fridag eller ej.«

Louise Aggerstrøm Hansen tænker, at salget af hveder tager et nyk ned i takt med, at det bliver en mere og mere almindelig torsdag.

»Hvor andre brancher nok bare ser en forskydning af forbruget til andre dage, så kan jeg godt blive bekymret for, at bagerne ikke får den omsætning tilbage, hvis traditionen med varme hveder op til store bededag fortager sig,« siger privatøkonomen. 

Har du lyttet til B.T.s podcast Spar Kassen?

I det seneste afsnit går vi helt tæt på det dramatiske og historiske årsmøde i Coop, hvor man præsenterede et blodrødt katastroferegnskab, en ny formand og godkendte en historisk redningsplan.